Tyskland 1945 - 1990 - HHX opgaver og notater

BRD den nye verden – Vesttyskland 1961-1973

Wirtschaftswunder – ”den sociale markedsøkonomi”

En betegnelse for den økonomiske vækst som Vesttyskland oplevede, det var et økonomisk mirakel.

Den økonomiske vækst kom som følge af en politik der byggede på

Prisstabilitet

Fuld beskæftigelse

Social sikkerhed

Desuden var et økonomisk samarbejde med Frankrig også vigtigt for den stærke økonomiske vækst.

Det økonomiske mirakel skyldes også i høj grad marshallhjælpen.

Ludvig Erhart var symbol på dette økonomiske opsving.

Den store koalition

Efter valget i 1966 dannedes en koalitionsregering af de to partier CDU og SPD. Denne kaldte man for den store koalition.

CDU var et borgerlig parti.

SPD var et tidligere socialistisk arbejderparti men nu socialliberalt parti.

SPD tilførte CDU og deres borgerlige antikommunistiske politik nogle nye konstruktive visioner. Den vigtigste af disse blev den nye østpolitik(man ville skabe et bedre forhold til østlandene ved, startede med diplomatiske forbindelser).

Hovedpersonen var Willy Brandt.

Willy Brandt og Østpolitikken

Willy Brandt(formand for SPD) var vicekansler og udenrigsminister i koalitionsregeringen.

Østpolitikken gik ud på, at man ville skabe et bedre forhold til østlandene ved. Man ville så starte med diplomatiske forbindelser med Rumænien og Jugoslavien(noget som Hallstein-doktrinen ellers sagde de ikke måtte), se evt. Hallsteindoktrinen længere nede

Efter valget i 1969 fik SPD og FDP magten, og der kunne nu tages nye initiativer i forbindelse med østpolitikken. Udgangspunktet var nu forhandlinger med Sovjetunionen om principperne for aftaler mellem Vesttyskland og de Østeuropæiske lande.

I 1970 indgik man så en traktat, hvor man garanterede opretholdelsen af de nuværende grænser.

Næste skridt var så anerkendelsen af DDR, man mente at forhandling og samarbejde var den eneste vej til genforening af DDR og BRD

1972, en grundtraktat blev godkendt, hvori det hed, at de to Tysklande var stater af én nation, altså var der nu en særlig forbindelse mellem de to i realiteten selvstændige lande. Dvs. traktaten åbnede for et økonomisk samarbejde.

Hallsteindoktrinen, vesttysk udenrigspolitisk doktrin, opkaldt efter Walter Hallstein (1901-82), der var departementschef i det vesttyske udenrigsministerium. Hallsteindoktrinen fremlagdes i en regeringserklæring i 1955 og indførte som det bærende princip i vesttysk Tysklandspolitik, at kun Vesttyskland kunne repræsentere Tyskland folkeretsligt. Vesttyskland ville herefter ikke indgå eller opretholde diplomatiske forbindelser med stater, der anerkendte DDR. Undtaget var Sovjetunionen, som man samme år havde indgået diplomatiske forbindelser med.

Ungdoms- og studenteroprøret – herunder fremkomsten af terrorbevægelsen Rote Armee Fraktion
- Ungdomsoprøret, en bevægelse der var kritisk over for forsoningspolitikken over for de østeuropæiske lande

Var spredt over det meste af verden, men havde de californiske universiteter som dets centrum

Oprørets forudsætninger var en voldsom vækst i antallet af studerende, som sprængte de traditionelle universitetsmiljøer, og samtidig bredte der sig blandt de unge en protest mod forældregenerationens ensidige stræben efter højere forbrug

Var utilfredse med universiteternes udemokratiske ledelse, og den generelle samfundsudvikling

Så de søgte at genfinde nogle oprindelige livskvaliteter som solidaritet, miljøbevidsthed og kontrol med den kapitalistiske økonomi
I 1967 blev en demonstrant skudt under en konfrontation mellem demonstranter og politi(grundet et besøg fra en diktator fra Iran), han blev martyr, studenteroprøret bredte sig nu yderligere

Rudi Dutschke, tysker, var en ledende figur/studenterleder, blev skudt i hovedet i 1968 men overlevede, blev nægtet indrejse i mange lande, men blev ansat ved Århus universitet, efter attentatforsøget på Rudi blev demonstrationerne voldsommere, og bevægelsens metoder blev mere radikaliseret

På grund af angst for oprøret, blev der vedtaget nogle undtagelseslove, der gav regeringen lov til at se bort fra borgernes grundlovssikrede rettigheder, når det gjaldt regeringens sikkerhed

I løbet af foråret 1968 bredte studenteroprøret sig til København og Paris

Faren for statens sikkerhed kom fra terrororganisationer skabt af ungdomsoprørerne, den mest kendte hed Rote Armee Fraktion, der specialiserede sig i kidnapninger, mord og sabotage

Ungdomsoprøret resulterede i et nyt kulturmønster

Oliekrisen(1973) og dens betydning for BRD
- Oliekrisen var en følge af krigen mellem Israel og en lang række arabiske lande.

OPEC(olieproducerende lande, hovedsageligt arabiske) hævede oliepriserne, og der blev indført leveringsstop over for USA og Holland

Skidt for Europa, da de var afhængige af olien

Især skidt da det meste af Europas olie blev leveret til de store olieraffinaderier i Rotterdam

Magtkampen mellem SPD og CDU/CSU 1973-1983
- Frem til og med 1983 har vi Socialdemokratiet og FDP. 1983 Willy Brandt tvunget til at gå af, fordi hans højre hånd, BRD’s næst vigtigste person, viser sig at være en Stasi agent.

(Tyskerne oplever for første gang (efter 2. Verdenskrig) økonomisk krise.

Samarbejde mellem SPD og FDP, ophørte i 1982, efter at der var stillet et konstruktivt mistillidsvotum til Helmut Schmidt til fordele for valget af SDU’s leder Helmuth Kohl. Han dannede derefter en koalitionsregering af CDU/CSU og FDP. Året efter udskrev Kohl valg og regering blev parlamentarisk styrket.

Genforeningens baggrund/udvikling
- Efter murens fald(1989) voksede kravet om en genforening, og samtidig kom en borgerlig regering til magten

Af frygt for massiv udvandring efter murens fald, gennemførte man i juli 1990 en valutarisk, økonomisk og social union mellem BRD og DDR

Den 3. oktober 1990 blev DDR så opdelt i fem delstater og optaget i Vesttyskland.
Kort forinden havde Sovjet accepteret at det genforenede Tyskland kunne fortsætte i Nato, FN og EF

Genforeningens problemer
- Genforeningen var mere problematisk end Kohl-regeringen havde med. Det tidligere DDR var nemlig mindre konkurrencedygtigt end man havde forventet. Efter genforening steg arbejdsløsheden til 15 %. Og man fik kendskab til Stasi-arkiverne(hemmelig politi) og fandt dermed ud af hvad den enkelte DDR-borger havde været udsat for. Der blev også afsløret at nogle kendte oppositionsfolk havde samarbejdet med Stasi. De tidligere ledere og grænsebetjente blev retsforfulgt.

Den nye verden – DDR – 1961-1973

Den nye verden – DDR

Mellem sovjet og vesten 1961-1973:

Bygning af muren ->en ny fase i forholdet mellem de to Tyskland
- Dermed en dimension i de to landes funktion som frontstater
  - -> i henholdsvis en vestlig, atlantisk kapitalistisk affære og et østeuropæisk, sovjetisk kommunistisk forbund

Årsag til murens bygning var Vesttysklande bedre levestandard og friere politiske og kulturelle miljø
Sovjetunionens ultimatum til de tre vestlige kontrolrådsmedlemmer (USA, Frankrig, England)
- Krav – Berlin omdannet til en afmilitariseret fristad

Vest-magterne ville ikke give indrømmelser – Sovjetunionen fulgte ikke sit ultimatum op, og måtte derfor søge en anden løsning på flygtningeproblemet

I 1961- 207.026 DDR –borgere flygtede til Vesttyskland

Efteråret 1960 nægtede de østtyske myndigheder vestberlinere adgang til DDR(øst tysk.)
- ->Vest Tyskland opsiger en netop indgået handelstraktat

Efter Topmødet i Wien stod det klart at en mur, var den eneste løsning, hvis den østtyske bonde- og arbejderstat skulle have en chance for at overleve
Efter Mødet i Moskva, blev byggeriet af muren påbegyndt

Muren skabte uro:

Bygningen af muren var en demonstration af DDR’s afmagt. Sådan blev det opfattet i både Øst og Vest, selvom forklaringen på byggeriets nødvendighed var forskellige.

I Vesten blev muren symbolet på de kommunistiske landes tvangsregimente(betyder at man har et styre, som man ikke selv kan bestemme over).
I Østen mente de at muren blev bygget, da det var nødvendigt at beskytte DDR mod kriminelle menneskehandlerorganisationer og trusler om militær aggression.

Tysklands genforening er i en uvis fremtid, og mange tyske familier måtte med sorg erkende at de ikke længere kunne besøge hinanden.

Enkelte forsøgte at flygte over muren, men mange blev skudt.

I østtyske oppositionskredse var der forhåbninger om, at muren ville give myndighederne anledning til at tillade en friere kulturpolitik.

Det lykkedes ikke, tværtimod strammede man censuren på kulturområdet.
I løbet af 1960’erne blev enkelte sovjetiske film og bøger forbudt af censuren.

I 1965 blev der gennemført en ny skolelov, som indførte en 10-årige enhedsskole, hvorfra eleverne ud fra en vurdering af deres evner kunne gå videre i erhvervsuddannelser eller et bogligt gymnasium.

3% af de bedst teoretisk begavede børn blev optaget på eliteskoler for henholdsvis matematik, sprog og andre specialfag. (skolesystemet blev kaldt = polyteknik)

Med hensyn til kvaliteten af skolen, havde Vesten de langt bedst fungerende skoler i de kommunistiske lande.

Økonomiske reformer:

Murens bygning resulterede i en vis liberalisering på det økonomisk område. I 1963 blev det nye økonomiske planlægnings- og ledelsessystem reform vedlagt, og reformen døbes med navnet NÖS. Den var inspireret af sjovetiske reformtanker.

NÖS reformens formål, var at bevare planlægning og styring målt på længere sigt. Hvor de kortsigtede mål, blev overladt til brancheforeningerne. I løbet af 1960erne blev mange af produktionsmålene nået, selvom levestandarden aldrig tilnærmelsesvis nået op på Vesttysklandsniveau. I 1970 var DDR(øst Tyskland) verdens tiende største industrination.

Invasionen i Tjekkoslovakiet 1968:

I 1956 var forholdene i Polen og Ungarn stabile, og det hemmelige politi holdt oppositionen i skak, men i 1968 lykkes det at få valgt en ny ledelse. Alexander Dubcek var den nye førstesekretær og var en populær reformkommunist. Hans mål var nemlig at give kommunismen et menneskelig ansigt. Forfatterforbundet udsendte et reformkrav, som der var med til at overbevise Warszawa-pagtlandene om, at det tjekkoslovakiske eksperiment var farligt og måtte bremses. Det skete med en ublodig militær invasion i august 1968. Dubcek blev erstattet af den moskvatro Gustav Husak, og kommunisterne bevarede magten indtil fløjrevolutionen i 1989.

DDR og Østeuropa 1973-1985: FREDE

I løbet af 1960’erne havde DDR ledelsen opgivet håbet om en tysk genforening.
Og man mente samtidig at det var lykkedes at skabe en stabil østtysk stat, med en ny mennesketype, som var indstillet på at arbejde og indordne sig.
Problemet var at de, grundet den lettere medieadgang, ikke blot skulle måle sig med andre østeuropæiske stater, men også med de vestlige lande.
Og for så at følge denne konkurrence, satsede de på en kortsynet udnyttelse af naturressourcerne, hvilket så medførte at forureningsproblemerne og utilfredsheden med dette blandt befolkningen voksede .
Derfor var det tilsyneladende nødvendigt med en opposition der kunne kanalisere utilfredsheden frem til beslutningstagerne.
Så derfor indgik man i 1978 en aftale med den protestantiske kirke, som lovede at støtte staten, til gengæld for at få lov til at arbejde for reformer. Den blev så den eneste ikke statsstyrede organisation, og kom til at danne rammen om de oppositionelle bevægelser(det betød at her kunne den pacifistiske fredsbevægelse, som var forbudt, arbejde sammen med andre oppositionsgrupper, og arbejde for miljøforbedringer, demokratisering osv.).
Pacifist = prøver at undgå krig, tager principielt afstand til vold, derfor udbredt blandt fredsbevægelser

Mens dette skete kunne DDR borgerne kigge mod andre østeuropæiske lande som Polen og Ungarn, som jo ikke lå bag noget jerntæppe(ligesom Vesteuropa gjorde), og her kunne man se de fremskridt og reformer der blev lavet i disse lande.

I Polen fx, var det lykkedes at danne en fagforening kaldet Solidaritet, som nåede op på et medlemstal på hele 10 millioner, og som dermed rummede hovedparten af alle oppositionelle bevægelser i landet. Dermed kunne de forhandle med regeringen som en samlet politisk opposition, frem for blot som en fagbevægelse.

Dette var naturligvis et problem for DDR-ledelsen, og de arbejdede derfor med planer om at opfordre Warszawa-pagten til at gribe militært ind. Det blev dog aldrig til noget, og i stedet greb Polens kommunistparti under ledelse af general Jaruzelski ind, og erklærede i 1981 militær undtagelsestilstand, hvorefter 6.000 ledende Solidaritetsfolk blev interneret(indespærret).
Denne kamp mellem den kommunistiske regering og Solidaritet varede helt frem til 1989, hvor der efter en konference mellem de stridende parter, blev afholdt delvist frie valg, som Solidaritet vandt overbevisende.

Samtidig forsøgte man i Ungarn at liberalisere dele af planøkonomien, ved at lade nogle mindre privatejede virksomheder åbne for konkurrence mellem de statsejede. Men befolkningen var langt fra tilfreds med reformtempoet, og i 1988 måtte deres leder Janos Kadar trække sig, hvorefter kommunistpartiet gik i opløsning.

På trods af begivenhederne i Polen og Ungarn fastholdt DDR-ledelsen sin politik, og følte sig ikke truet af oppositionsgrupperne i Østtyskland(da disse var både svage og spredte).

DDR og Østeuropa(1973-1985)

I løbet af 1960’erne havde DDR ledelsen opgivet håbet om en tysk genforening.

Og man mente samtidig at det var lykkedes at skabe en stabil østtysk stat, med en ny mennesketype, som var indstillet på at arbejde og indordne sig.
Problemet var at de, grundet den lettere medieadgang, ikke blot skulle måle sig med andre østeuropæiske stater, men også med de vestlige lande.

Og for så at følge denne konkurrence, satsede de på en kortsynet udnyttelse af naturressourcerne, hvilket så medførte at forureningsproblemerne og utilfredsheden med dette blandt befolkningen voksede .
Derfor var det tilsyneladende nødvendigt med en opposition der kunne kanalisere utilfredsheden frem til beslutningstagerne.
Så derfor indgik man i 1978 en aftale med den protestantiske kirke, som lovede at støtte staten, til gengæld for at få lov til at arbejde for reformer. Den blev så den eneste ikke statsstyrede organisation, og kom til at danne rammen om de oppositionelle bevægelser(det betød at her kunne den pacifistiske fredsbevægelse, som var forbudt, arbejde sammen med andre oppositionsgrupper, og arbejde for miljøforbedringer, demokratisering osv.).

Mens dette skete kunne DDR borgerne kigge mod andre østeuropæiske lande som Polen og Ungarn, som jo ikke lå bag noget jerntæppe(ligesom Vesteuropa gjorde), og her kunne man se de fremskridt og reformer der blev lavet i disse lande.

I Polen fx, var det lykkedes at danne en fagforening kaldet Solidaritet, som nåede op på et medlemstal på hele 10 millioner, og som dermed rummede hovedparten af alle oppositionelle bevægelser i landet. Dermed kunne de forhandle med regeringen som en samlet politisk opposition, frem for blot som en fagbevægelse.

Dette var naturligvis et problem for DDR-ledelsen, og de arbejdede derfor med planer om at opfordre Warszawa-pagten til at gribe militært ind. Det blev dog aldrig til noget, og i stedet greb Polens kommunistparti under ledelse af general Jaruzelski ind, og erklærede i 1981 militær undtagelsestilstand, hvorefter 6.000 ledende Solidaritetsfolk blev interneret.
Denne kamp mellem den kommunistiske regering og Solidaritet varede helt frem til 1989, hvor der efter en konference mellem de stridende parter, blev afholdt delvist frie valg, som Solidaritet vandt overbevisende.

Samtidig forsøgte man i Ungarn at liberalisere dele af planøkonomien, ved at lade nogle mindre privatejede virksomheder åbne for konkurrence mellem de statsejede. Men befolkningen var langt fra tilfreds med reformtempoet, og i 1988 måtte deres leder Janos Kadar trække sig, hvorefter kommunistpartiet gik i opløsning.

På trods af begivenhederne i Polen og Ungarn fastholdt DDR-ledelsen sin politik, og følte sig ikke truet af oppositionsgrupperne i Østtyskland(da disse var både svage og spredte).

Berlinkrisen 1958

Berlin fungerede som seismograf under den kolde krig, og det var her man tog bestik af situationen(forholdet mellem Sovjet og USA). Og efter oprettelsen af DDR, blev situationen i byen yderligere kompliceret, da Østberlin nu ikke længere blot var en Sovjetisk besættelseszone, men en suveræn stat. Og indbyggerne i Berlin var nu ikke længere berlinere. De var enten borgere i DDR eller Vesttyskland.

Og DDR var i problemer, da det kun var de Østeuropæiske lande samt Sovjets allierede, der anerkendte den(dette var ydmygende for Sovjet). Desuden gav det også diplomatiske problemer, da den manglende anerkendelse udelukkede landet fra deltagelse i visse internationale organisationer, hvilket gjorde at Sovjet måtte varetage DDR’s borgeres interesser. Og så gav det handelsproblemer.

Et andet problem for DDR var, at det var fattigere og at udviklingen gik langt langsommere end i Vesttyskland. Dette sås blandt andet i Berlin, hvor man af propagandamæssige grunde fra vestlig side pumpede penge i Vestberlin. Dermed var levestandarden i DDR noget lavere end i BRD. Det betød så, at op mod 2,2 millioner østtyskere frem til 1958 forlod DDR og flygtede til BRD. Og da grænsen mellem øst og vest var åben i Berlin, var det at flygte ikke svært. Man kunne frit rejse frem og tilbage, og der var sågar østberlinere der havde arbejde i Vestberlin.

De store forskelle og udvandringerne var naturligvis et problem for Sovjet, så i november 1958 fremsatte de en række krav til USA om en løsning på Berlinspørgsmålet. De ville have at hele Berlin enten skulle indlemmes i DDR, eller at hele Berlin skulle omdannes til en fristad(selvstyrende enhed uden nogen statstilknytning).

Vestmagterne nægtede dog at forhandle på grundlag af et ultimatum, som tilmed ville ophæve Potsdamaftalerne(for hvilken vejaftalerne ansås for værende en del, skønt de ikke var direkte nævnt).

I 1959 mødtes man så til forhandlinger i Geneve. Her blev det klart at Sovjet ikke ville få deres Berlinløsning, men også at USA ikke var parat til at tage en storkonflikt om Berlin.

Efterfølgende blev Khrusjtjov inviteret til USA, hvor man under Camp David samtalerne kunne ane bedring i forholdet mellem de to supermagter.