Opgave 1

A.

Redegør for særlige kendetegn ved den velfærdsmodel, vi har valgt i Danmark, samt redegør for den danske arbejdsmarkedsmodel – flexicurity-modellen

I Danmark har vi den benytter vi den såkaldt skandinaviske model, også kaldet den universelle velfærdsmodel. Denne er præget af en typisk socialistisk tankegang, og har staten som den centrale institution.

Til sammenligning så findes der også den centraleuropæiske velfærdsmodel, som man kan finde i for eksempel Tyskland, Belgien og Frankrig. Denne er model er rent politisk mere konservativ, og bygger på lovpligtige forsikringsordninger for de enkelte personer. Og så er der den liberale velfærdsmodel, som benyttes i blandt andet USA, hvor man som udgangspunkt kun hjælper de allersvageste i samfundet.

Men tilbage til den skandinaviske model. For denne bygger på, at de fleste sociale ydelser skal gælde for alle, og altså være ens for alle, heraf navnet universelle. Desuden så kører man også med høje sociale ydelser samt mange gratisydelser. Dette finansieres så via et højt skattetryk samt et ligeledes højt afgiftsniveau. Og det betyder så, at man i lande der benytter denne model, som for eksempel Danmark, ser en høj grad af social omfordeling.

Og i forhold til den danske arbejdsmarkedsmodel, så benytter vi, som det også fremgår i opgavebeskrivelsen, flexicurity-modellen. Og i lighed med navnet, så består denne model tre ting.

Den første ting er, at det er nemt at fyre folk. Dette giver et fleksibelt arbejdsmarked, hvor arbejdsgiveren har forholdsvis nemt ved at tilpasse antallet af medarbejdere til den aktuelle situation/produktion i virksomheden. Desuden gør dette det også nemmere for unge at komme ud på arbejdsmarkedet. Dette sker da arbejdsgiverne er mere tilbøjelige til at ansætte unge, når de samtidig ved at de hurtigt vil kunne komme af med dem igen.

Den næste ting er et social sikkerhedsnet, som består i, at når en person bliver fyret, så er personen sikret dagpenge eller kontanthjælp.

Og den sidste ting er så en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Denne sikrer, at alle får et aktivt tilbud i form af vejledning, jobtilbud eller tilbud om uddannelse, og dermed hjælper samfundet dets borgere med at komme i arbejde.

B.

Redegør for begrebet ”arbejdsstyrke”, og forklar hvilke faktorer, der påvirker udbuddet af arbejdskraft.

Ved begrebet arbejdsstyrke forstås de der er til rådighed for arbejdsmarkedet. Altså vil det alt andet lige være personer i alderen 18 til 65 år. Dog er der undtagelser som folk på førtidspension, der for eksempel ikke skal tælles med i arbejdsstyrken, ligesom personer på barsel heller ikke skal tælles med i den periode hvor de er på barsel. Men altså alt andet lige så vil det sige, at ser man på bilag 1, så består arbejdsstyrken af de to grupper 17-24 år og 25-64 år. Den tilgængelige arbejdsstyrke hænger så sammen med den tilgængelige mængde arbejdskraft. Ved denne forstås det samlede udbud af antal arbejdstimer. Og vil man øge denne, noget som kan blive nødvendigt hvis efterspørgslen efter arbejdskraft er for høj i forhold til den udbudte mængde, så spiller en lang række ting ind.

En af dem er naturligt nok befolkningens størrelse. Men udover denne så spiller aldersfordelingen også en rolle, da gamle såvel som helt unge ikke er tilgængelige for arbejdsmarkedet. Dermed kan man, ved at hæve pensionsalderen, øge udbuddet af tilgængelig arbejdskraft.

Men selvom folk er i den arbejdsdygtige alder, er det selvfølgelig ikke sikkert, de udbyder deres arbejdskraft. Folk kan for eksempel være invaliderede og derfor være på førtidspension, og er dette tilfældes, kan de naturligvis ikke regnes med i udbuddet af arbejdskraft.

Og så har den mængde af tid som den enkelte arbejder ønsker at arbejde, og dermed stiller til rådighed, også betydning for udbuddet af arbejdskraft.

Her spiller for eksempel lønniveauet ind, da en højere løn vil være et incitament for at arbejde mere. Ligesom også et lavere skattetryk, hvilket alt andet lige også vil give en øget disponibel indkomst, vil give folk løst til at arbejde mere, og dermed øge udbuddet af arbejdskraft.

Men, med risiko for at modsige dette, så kan en for høj disponibel indkomst, også føre til at folk får råd til, og derfor også lyst til, at arbejde mindre, og så at sige købe sig til fritid, hvilket vil forringe udbuddet af arbejdskraft.

C.

Redegør på baggrund af bilag 1 og bilag 2 for begrebet ”ældrebyrde”. Redegørelsen skal indeholde relevante beregninger ud fra talmaterialet i bilag 1.

Ved begrebet ældrebyrden forstås den procentdel af befolkningen, som består af folk i alderen 65+, og som dermed skal forsøges.

Ældrebyrden kan beregnes ved at tage personer i alderen 65+ og dividere det med hele befolkningen og så gange med 100. Resultaterne kan så ses i beregningen herunder.

	2001	2010	2020	2030	2040
65+	791828	883710	1081363	1232828	1359071
Hele befolkningen	5349212	5527952	5740139	5994276	6213033
Ældrebyrden, %	14,80	15,99	18,84	20,57	21,87

Og som det fremgår, så er ældrebyrden steget fra 2001 til 2010, og forventes også fortsat at stige frem til 2040.

Yderligere kan jeg så beregne hvor meget andelen af forsørgere udgør af hele befolkningen, hvorefter jeg så kan beregne hvor stor en del af befolkningen der skal forsørges. Og til sidst kan jeg så beregne forsørgerbyrden. Dette ses herunder.

	2001	2010	2020	2030	2040
Forsørgere	3450740	3474716	3510010	3527552	3548649
Hele befolkningen	5349212	5527952	5740139	5994276	6213033
Forsørgere, %	64,51	62,86	61,15	58,85	57,12
Procentdel af befolkningen der skal forsørges	35,49	37,14	38,85	41,15	42,88
Forsørgerbyrden	0,550	0,591	0,635	0,699	0,751

Af disse tal fremgår det, at der bliver færre forsørgere. Og samtidig med dette, ses det at der bliver flere der skal forsørges. Altså bliver der færre til at forsørge de som skal forsørges(en gruppe som består af de ældre). Og dette passer meget godt overens med det faktum, at det også ses at forsørgerbyrden stiger. Men hvad betyder det så, at forsørgerbyrden i 2001 var på 0,55. Det betød at 1 person skulle forsørge 1,55 personer. Altså sig selv og lidt over en halv mere. Så hver gang der var 100 personer der arbejdede, skulle disse i 2001, udover sig selv, forsørge 55 andre personer.

Som sagt ses det så at forsørgerbyrden forventes at stige kraftigt, således at den i 2040 vil være på 0,751. Og dette er naturligvis noget som er problematisk, da det kan gøre det svært at opretholde den velfærdsstat vi har nu.

Opgave 2

I bilag 3 beskriver Velfærdskommissionen fire udfordringer. Analyser med udgangspunkt i bilagene hvilke samfundsøkonomiske problemer disse udfordringer medfører. Inddrag arbejdsmarkedet, de offentlige finanser og den økonomiske vækst i analysen.

Som nævnt i opgavebeskrivelsen så nævnes der i bilag 3 fire udfordringer. Disse udfordringer er at middellevetiden stiger, at velstanden stiger, globaliseringen samt den tiltagende individualisering

Den første udfordring der nævnes er som sagt, at middellevetiden stiger, mens det i artiklen samtidig antydes, at den erhvervsaktive gruppe bliver mindre. At middelelvetiden stiger skyldes i høj grad, at sundhedsvæsenet og de medicinske midler vi har til rådighed hele tiden forbedres. Og at den erhvervsaktive gruppe bliver mindre skyldes såre simpelt, at folk er begyndt at få færre børn, hvilket nu begynder at kunne mærkes.

Problemet ved at middelelvetiden stiger er så, at det betyder at der bliver flere og flere ældre som skal forsørges af det offentlige. Dermed stiger udgifterne til de ældre, og altså stiger de offentlige udgifter. Disse ekstra udgifter skulle jo så gerne kunne betales af de erhvervsaktive, og hvis blot denne gruppe steg i takt med at antallet af ældre stiger, så ville der vel principielt heller ikke være et problem. Men da der bliver færre i denne gruppe, så kommer velfærdssamfundets økonomi ud af balance, da en gruppe der bliver mindre og mindre, skal forsørge flere og flere. Dette sås også i spørgsmål C i opgave 1, hvor det blev beregnet hvordan forsørgerbyrden er steget og fremover forventes at stige. Dermed bliver man enten nødt til at hæve skatter og afgifter, noget som dog er et problem, hvilket jeg senere kommer ind på, eller man kan forsøge at øge antallet af erhvervsaktive, hvilket jeg ligeledes senere kommer ind på.

Den næste udfordring der nævnes, er den stigende velstand. Stigende velstand lyder jo ikke umiddelbart som et problem for samfundet, men i takt med at vores velstand stiger, så får folk lyst til at vælge mere fritid frem for arbejde. Dette sker da mange ser arbejde som en nødvendighed. Men på et tidspunkt når man et velstandsniveau, hvor man ikke længere har behov for mere. Det er ikke et problem at bringe mad på bordet, og man har adgang til de materielle goder man mener man har behov for. Man er tilfreds. Og så er det fristende at ”købe” sig til fritid. Problemet er så, at når udbuddet af arbejdstimer falder, så falder produktionen også. Dette fører så til at indkomsterne falder, og så falder skatteindtægterne også. Desuden så fører den stigende velstand i samfundet også til, at kravene til offentlige serviceydelser ligeledes stiger, og det giver jo så nødvendigvis flere offentlige udgifter.

Et tredje problem er globaliseringen. Problemet med denne globalisering er, at det giver et øget konkurrencepres. Og for fortsat at skabe vækst i samfundet, er det nødvendigt at kunne klare sig i denne konkurrence. Og for så at kunne dette, er det nødvendigt med yderligere investeringer i ting som uddannelse, forskning og infrastruktur, som alle er ting der styrker vores strukturelle konkurrenceevne, og dermed er medvirkende til at skabe vækst. Men dette giver offentlige udgifter.

Måden man så får dækket disse udgifter på, er ved enten at hæve skatter og afgifter, eller ved offentlige besparelser. Men at øge skatter og afgifter er som før nævnt et stort problem i Danmark, da disse allerede er blandt de højeste i verden. Der er nemlig en grænse for hvad folk vil acceptere, og bliver denne overskredet, så er sandsynligheden for at folk flytter forholdsvis stor, da det jo alt andet lige er en af de eneste muligheder man som borger har for at slippe for at betale denne høje skat. Man kan naturligvis også vælge at stemme på et liberalt parti, og så ellers håbe på nok opbakning til partiet til, at de får mulighed for samt er villige til at indføre skattelettelser. Men det er en langsommelig proces, og det er derfor alt andet lige lettere at flytte. Og da det sandsynligvis i stor stil vil være de højst uddannede der flytter, grundet at disse alt andet lige også har en høj indkomst, så fører det til ”Brain Drain”, altså at landet bliver drænet for vores videns ressourcer. Og uden højt uddannede til at forske og udvikle, så vil Danmark få yderst svært ved at klare sig i den internationale konkurrence, da det svækker vores strukturelle konkurrenceevne. Og da Danmark har svært ved at konkurrere på pris, grundet vores høje lønninger og stærke valuta, er vi nødt til at konkurrere via den strukturelle konkurrenceevne.

Det fjerde problem der bliver beskrevet i artiklen, er den tiltagende individualisering. Grunden til at dette er et problem for velfærdsstaten er, at opbakningen til velfærdsstaten formentligt falder i takt med den øgede individualisering. Den faldende opbakning til velfærdsstaten ses så i form af at folk bliver mindre villige til at betale skatter. Og det efterlader dem jo som tidligere nævnt med to muligheder. De kan vælge at stemme på et liberalt parti, eller de kan de vælge at forlade landet, og søge til et land med mindre beskatning. Det betyder så igen Brain Drain, da det som sagt højst sandsynligt er højtlønnede der vil vælge at forlade landet, hvilket er et stort problem.

Desuden fører den øgede individualisering også til, at folk ønsker at tage flere individuelle løsninger. Dette kan så være i form af at de for eksempel selv vil vælge om de skal behandles på et offentligt eller privat sygehus, hvilket jo så gør det svært at lægge budget til sygehusene, da man ikke på samme måde kan anslå hvor mange patienter man forventer.

Opgave 3

Vurder hvilke økonomiske politikker, der kan anvendes for at løse de udfordringer velfærdsstaten i Danmark står overfor. Vurder herunder hvilke alternative velfærdsmodeller – eller elementer herfra – Danmark kan bringe i anvendelse. Inddrag bilagene.

For at tage udgangspunkt i bilagene, især bilag 7, så antydes det at man kan anskue tingene fra to vinkler. Man kan se det fra en liberal side, hvilket er hvad den liberale tænketank Cepos gør, og så kan man se det fra en mere socialistisk side, hvilket AE gør. Hvis jeg så tager udgangspunkt i dette, så mener Cepos, at vejen til en løsning af udfordringerne, går gennem reformer af dagpenge, efterløn, folkepension, selskabsskat og aktieskat.

Her mener de så helt konkret, at selskabskatten skal sænkes, for derved at forbedre vilkårene for danske virksomheder. Når selskabskatten sænkes, så giver det nemlig virksomhederne mulighed for at øge deres investeringer. Det kan så føre til en øget produktivitet, hvilket fører til forbedret konkurrenceevne, som så skaber vækst og arbejdspladser. Desuden vil dette også, hvis rammevilkårene for virksomheder i Danmark forbedres, være med til at kunne tiltrække udenlandske virksomheder. Når man så går ind og gør dette, altså forbedrer virksomhedernes konkurrenceevne, så taler man om erhvervspolitik. En anden situation hvor man kunne tale om erhvervspolitik var hvis man, i stedet for at gå ind og sænke selskabsskatterne, lavede nogle støtteordninger til virksomhederne. Et eksempel kunne være at man for eksempel valgte en Picking the winners strategi, hvor man gik ind og gav støtte til de brancher der i fremtiden kunne forventes at klare sig godt. Problemet er bare, at gør man dette, så kommer man hurtigt i karambolage med EU’s regler, og dette er derfor meget besværligt. Ligeledes vil det væres svært at føre e defensiv erhvervspolitik, hvor man giver støtte til brancher der har vanskeligt ved at klare sig i den internationale konkurrence. Man kan dog benytte Porters erhvervspolitik, hvor staten forsøger at tilvejebringe gode rammebetingelser, ligesom det også er muligt at benytte innovationsstrategien, hvor det offentlige sætter projekter i gang, der skaber vækst. Men for at vende tilbage til Cepos, så kunne det tænkes, at de vil mene, at man skal føre en mere liberalistisk erhvervspolitik, og ikke yde støtte og så videre, men blot sænke skatten, og så ellers overlade det til de frie markedskræfter at finde ud af hvilke virksomheder der skal overleve.

I forhold til en reform af dagpengene og efterlønnen, så mener de at der bør indføres en lavere dagpengesats, mens efterlønnen bør fjernes. Gør man dette, så skulle det gerne øge udbuddet af arbejdskraft, hvilket vil tvinge folk til at arbejde. Dette sker da en lavere dagpengesats vil gøre det sværere for folk at leve af disse penge, og dermed tilskynde dem til hurtigere at finde sig et nyt arbejde. Og i forhold til en fjernelse af efterlønnen, så vil dette jo betyde, at de personer der førhen ville have gået på efterløn, og dermed levet af denne, nu i stedet er tvunget til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis man så gør dette, altså fjerner efterlønnen og sænker dagpengesatsen, så vil man komme til at benytte arbejdsmarkedspolitik, i og med at man påvirker udbuddet af arbejdskraft.

Desuden er Cepos også fortalere for en lavere marginalskat. Dette vil så skulle foregå således, at når marginalskatten sænkes, så skulle det gerne tilskynde folk til at arbejde mere, og derved vil den udbudte mængde arbejdskraft stige. Gør man dette, så benytter man lempelig finanspolitik. Problemet ved dette kunne dog bare som tidligere nævnt være, at folk vælger enten at spare op, eller at bruge deres penge i udlandet, og så har det ikke den ønskede effekt på den udbudte mængde af arbejdskraft i Danmark.

I stedet kan så vælge at gøre som AE foreslår, og følge en mere socialistisk tankegang. De foreslår nemlig, at man skal øge de offentlige udgifter, med henblik på at øge efterspørgslen efter arbejdskraft. Dette vil så, i kraft af offentlige investeringer, som for eksempel kunne være at bygge en motorvej, direkte påvirke efterspørgslen efter arbejdskraft. Og derigennem vil man så opnå  det samfundsøkonomiske mål om fuld beskæftigelse. Altså er dette også en typisk rød tankegang. Vi har været i krise, og nu skal vi have gang i efterspørgslen.

Men man kan så også vælge at gøre det akkurat modsatte, og i stedet benytte stram finanspolitik. Her vil man påbegynde offentlige besparelser for som følge deraf, at få gjort den offentlige sektor mindre. Dette vil så betyde fyringer i det offentlige, hvilket samtidig betyder at der bliver frigivet en masse arbejdskraft. Og denne arbejdskraft kan så føres over i den private sektor, hvor der, som tidligere nævnt, i fremtiden forventes at være mangel på arbejdskraft, hvis den nuværende situation fortsætter. Men så kan stram finanspolitik jo også bruges til at få flere penge i statskassen, for derved at blive i stand til at forsørge det øgede antal ældre. Dog vil man så være nødt til at hæve skatte- og afgiftsniveauet, hvilket som før nævnt blandt andet kan føre til brain drain. Og derfor vil det muligvis være en uheldig løsning, som på lang sigt ikke vil være gavnlig.

Men uanset hvilken løsning man vælger, så vil man i mere eller mindre grad være nødt til at bevæge sig væk fra den nuværende velfærdsmodel, og bevæge sig over mod den centraleuropæiske model. Det vil sige, at folk i stigende grad må forventes selv at skulle stå for forsikringsordninger og så videre, eventuelt i samarbejde med deres arbejdsgiver. Og faktisk har vi jo allerede set en række modificeringer i forhold til hvordan tingene optimalt set skulle se ud ifølge den universelle velfærdsmodel. For eksempel har vi jo i Danmark allerede noget af forsikringsprincippet, da man blandt andet selv skal sørge for rejseforsikring. Og desuden så er der også brugerbetaling på for eksempel tandlæge, mens der også er delvis brugerbetaling på ting som børnehaver. Og egentlig så er alle ydelser i Danmark heller ikke universelle. For at tage et eksempel så er både SU’en og folkepensionen jo indkomstbaseret. Og dette vil man som før nævnt se endnu mere til i fremtiden. Altså vil den danske velfærdsstat i dens nuværende form sandsynligvis ikke kunne bestå, da dette umuliggøres af for eksempel den øgede globalisering og det dertilhørende konkurrencepres, samt den øgede middellevealder og i forlængelse med dette, øgede forsørgerbyrde.