Opgave 2
Analyser på baggrund af bilagene udviklingen i svensk økonomi i perioden 2006–2009. Inddrag betydningen af udviklingen i den svenske kronekurs.
Analyser i forlængelse heraf hvordan udviklingen i svensk økonomi påvirker betalingsbalance, beskæftigelse og vækst i Danmark.
Jeg vælger at tage udgangspunkt i forsyningsbalancen, som består af en højre side som er efterspørgselssiden og en venstre side som er udbudssiden. På højre siden finder man eksport, forbrug og investeringer, mens man på venstre siden finder import og BNP. Den siger så, at det er i højre siden, og dermed efterspørgselssiden, der i første omgang sker noget, altså forbruget, investeringerne eller eksporten ændrer sig, og dette vil så forplante sig til venstre siden, hvilket betyder at udbuddet vil tilpasse sig.
For så at starte i efterspørgselssiden, så ses der af nøgletallene i bilag 3, en negativ udvikling i væksten i eksporten fra Sverige gennem perioden. For fra at man i 2006 så en stigning i eksporten på 8,9%, så gik man til en stigning på 5,8% i 2007. Og i 2008 ses det så tydeligt at finanskrisen ramte verden og dermed også Sverige, og Sveriges eksport steg her kun med 1,8%. Året efter, altså i 2009, forventede man så for alvor at finanskrisen kunne mærkes, og man regnede her med et fald i eksporten på hele -13,5%. Et voldsomt fald, men også et fald som må anses for værende ganske naturligt, i en tid hvor især de europæiske lande var presset af krisen, og hvor mange folk derfor både fik et mindre rådighedsbeløb, samtidig med at folk blev mere tilbageholdende. Derfor faldt forbruget i perioden, hvilket så også har ført til, at folk har købt færre svenske produkter.
Den faldende eksport har så været en medvirkende faktor til den negative udvikling i væksten i Sveriges BNP, som man ligeledes så i perioden. Her ses det, at Sverige i 2006 lå i højkonjunktur med en stigning i BNP på 4,2%. I 2007 var man så stadig inde i en højkonjunktur, om end BNP nu kun steg med 2,6%. Året efter, altså i 2008, indtraf finanskrisen så, og man gik nu direkte til en negativ vækst på -0,2%. Og man forventede så at den negative vækst ikke blot ville fortsætte, men blive betydeligt forværret året efter, da man her regnede med en negativ vækst på -4,2%. Altså gik det skidt for det samfundsøkonomiske mål om økonomisk vækst, hvor man jo tilstræber at ligge i højkonjunktur, og dermed have en vækst i BNP på over 2,5% om året.
En anden faktor der har været kraftigt medvirkende til at BNP er faldet, er udviklingen i væksten i det private- samt offentlige forbrug. En udvikling der ligeledes var negativ. Og her ses det, at privatforbruget i 2006 steg med 2,3%. I 2007 steg den så med endnu mere, nemlig hele 3%. Men i 2008 ses det igen tydeligt at finanskrisen ramte verden og dermed også Sverige, for her faldt privatforbruget med -0,2%. Og ydermere så forventede man at privatforbruget i 2009 ville falde med hele -0,7%. Lidt i stil med dette, ses det at det offentlige forbrug faldt gennem hele perioden. Fra at være steget med 2% i 2006, så forventes det blot at stige med 0,9% i 2009. Og at man kun forventede en stigning på 0,9%, må så skyldes det forventede stigende antal arbejdsløse. Flere arbejdsløse betyder nemlig, at staten får færre indtægter i form af skatter, samtidig med at de er nødsaget til at udbetale mere i sociale ydelser. Og dette kan så betyde, at de på andre områder har måttet indføre besparelser.
For så at gå tilbage til det private forbrug, så har den negative udvikling i denne, altså den faldende efterspørgsel i samfundet, ført til at virksomhederne har måttet sætte priserne ned, for fortsat at få afsat deres varer. Dette ses af inflationen i Sverige, hvor man kan se at landet i år 2006 havde lav inflation, i og med at denne var på 1,4%. Året efter så man stabil inflation på 2,2%. Og i 2008 røg inflationen op på 3,4%, og man havde høj inflation. Men som følge af, at forbruget og efterspørgslen er faldet, forventer man i 2009 et kraftigt fald i inflationen, således at denne bliver på -0,3%. Altså forventer man deflation.
Og det at Sverige har deflation er skidt, da det betyder at forbrugerne, som i forvejen forbruger mindre, blot vil være endnu mere tilbageholdende, og vente endnu længere med at bruge deres penge, i håb om at varerne bliver endnu billigere. Dette går så endnu engang ud over virksomhederne som mister omsætning, hvilket betyder at de må skære ned på produktionen, noget som så også fører til fyringer, hvilket kan ses af arbejdsløshedsprocenten. Og her ses det at arbejdsløshedsprocenten i Sverige, fra at have været på 7,1%, faldt frem til år 2008 hvor finanskrisen indtraf. I 2008 sås så en stigning på 0,1 procentpoint, men det var først året efter, at man forventede at krisens virkning for alvor ville kunne mærkes, og her forventedes arbejdsløshedsprocenten at stige med hele 2,4 procentpoint, således at den i 2009 ville være på 8,6%. Dette er jo naturligvis noget som er skidt for det samfundsøkonomiske mål om fuld beskæftigelse. Og da man anser en arbejdsløshed på 3-4% som værende fuld beskæftigelse, så er Sverige med deres forventede 8,6% et godt stykke fra dette mål.
Et andet samfundsøkonomisk mål det ligeledes går skidt med, er målet om stabile priser. Her stræber man som udgangspunkt efter at have en inflation på 2%, og dermed er Sverige med deres forventede deflation på -0,3%, også et godt stykke fra dette mål.
Men for lige at gå tilbage til arbejdsløsheden, så har betydning for de offentlige finanser. For når der bliver flere arbejdsløse bliver der færre til at betale skat, og samtidig bliver der flere der skal have offentlige ydelser. Dette påvirker så de offentlige finanser negativt, hvilket også kan ses af tallene, hvor det ses at de offentlige finanser i 2006 steg med 2,4%. I 2007 steg de med 3,8%. Men herefter er det så gået nedad, og i 2208 steg de kun med 2,5%, mens man i 2009 forventede at de ville falde med -2,2%. Altså kan det når man sammenligner med arbejdsløsheden ses, at når arbejdsløsheden stiger, vokser de offentlige finanser mindre, og omvendt. De offentlige finanser hænger så sammen med den offentlige gæld. Og ser man på denne, så ses det, at Sveriges offentlige gæld i procent af BNP i 2006 var på 45,9%. Herefter faldt den så helt frem til 2008, hvor den var på 34,8%. Men i 2009 forventedes den så igen at være steget til 41,8% af BNP. Og at den forventedes at stige i 2009, hænger jo meget godt sammen med, at man forventede et underskud på de offentlige finanser på -2,2% af BNP. Et underskud på de offentlige finanser, betyder ydermere at målet om balance på statens budget ikke er opnået.
Men for så igen at springe tilbage til forsyningsbalancen, så finder vi jo på højre siden af denne også investeringer. Og kigger man i bilag 3, så ses det at antallet af faste investeringer faldt gennem hele perioden. Helt præcist så steg investeringerne  med 9,1% i 2006. I 2007 steg de med 7,5%. Og i 2008 med blot 2,7%. Og i 2009 forventedes de så, i kraft af effekten af finanskrisen, at falde med -16%. I forhold til tallene i bilag 3, så kan man mere specifikt se, at faste investeringer i industrien i 2009 forventedes at falde med -25%. Dette er så noget der skal ses som et udtryk for, at markedet og virksomhederne var i krise, og derfor enten ikke havde råd til, eller ikke turde investere. Noget som er særdeles skidt, da erhvervsmæssige investeringer er noget der dels er med til at give vækst, i form af nettoinvesteringer, men som sågar er nødvendigt for at opretholde det nuværende niveau, i form af reinvesteringer.
Ved boligbyggeri ses det ligeledes at investeringerne i 2009 forventes at falde. Her med -24,4%. Noget som der hænger sammen med, at folk der er fyret har nødvendigvis ikke plads i økonomien til at bygge nyt hus. Og folk der endnu har deres arbejde, er måske nervøse for hvad morgendagen bringer, og bange for at miste deres job. Og de er derfor tilbageholdende, og tør ikke give sig i kast med nyt boligbyggeri. Desuden kan de faldende ejendomspriser også spille ind, når man står over for en så stor beslutning, som det nu engang er at bygge et hus.
For så at vende tilbage til eksporten. Så er denne, som tidligere nævnt, steget mindre og mindre gennem perioden, og man forventer sågar et fald i eksporten i 2009. Og dette har jo så betydning for betalingsbalancen. For ved betalingsbalancen, taler man jo om eksport og import. Og for så at have overskud på betalingsbalancen, er det nødvendigt at eksportere mere end man importerer. Og i Sverige ses det, at eksporten i 2006 steg mere end importen, og dermed blev betalingsbalancen her forbedret. Men i 2007 steg importen så markant mere end eksporten, og nogenlunde det samme gjorde sig gældende i 2008. Altså blev betalingsbalancen forringet disse to år. Men i 2009 forventede man så at betalingsbalancen igen blev forbedret. Dog forventede man hverken at importen eller eksporten ville stige, tværtimod forventede man at eksporten ville falde med -13,5%, og at importen ville falde med -15,1%. Men i og med at man forventede at importen ville falde mere end eksporten, ville dette altså alt andet lige forbedre betalingsbalancen. En ting der så lige bør tages med er, at der gennem alle årene, lige på trods af første kvartal i både 2006 og 2007, har været overskud på betalingsbalancen. Altså solgte man mere til udlandet, end man købte i udlandet. Et af de lande man blandt andet har handlet med har så været Danmark.
Men hvordan har den svenske økonomi så påvirket den danske? Som det er med en økonomisk krise, så rammer den ikke blot ét land, men også alle de lande, som det pågældende land handler med. Og ligesom at Sverige er blevet ramt på eksporten, grundet økonomiske problemer i de lande Sverige eksporterer til, så går de økonomiske problemer i Sverige også ud over Danmark. For når svenskernes privatforbrug falder, så betyder det også at de køber mindre i udlandet, og dermed også Danmark. Det betyder så at importen fra Danmark falder, hvilket betyder at Danmark gennemgår de samme problemer med faldende eksport, faldende forbrug, faldende investeringer, faldende BNP, stigende arbejdsløshed osv. Og at Sveriges økonomiske problemer har påvirket den danske eksport til Sverige negativt, går naturligvis ud over Danmarks betalingsbalance, som ligeledes bliver påvirket negativt. Men omvendt, så er dette umiddelbart positivt for den svenske betalingsbalance. Dog kan man sige, at de økonomiske problemer der opstår i Danmark, så vil gå ud over Sveriges eksport til Danmark. Men da Sverige på dette tidspunkt alt andet lige er hårdere ramt af krisen end Danmark, må det forventes at Danmarks eksport til Sverige falder mere end Sveriges eksport til Danmark. Altså bør det være positivt for Sveriges betalingsbalance, samt negativt for Danmarks.
Noget andet der påvirker den danske økonomi, er det faktum at kursen på den svenske krone, ifølge bilag 6, er faldet markant. Og at denne falder gør, at de svenske varer bliver billigere at købe for udlandet, hvilket forbedrer Sveriges priskonkurrenceevne, samtidig med at det så forværrer Danmarks. Og dette er naturligvis skidt for Danmark, da det betyder at de danske virksomheder får det endnu hårdere, hvilket fører til faldende indtjening og nedskæringer i produktionen, som så betyder fyringer og stigende arbejdsløshed, mindre vækst og så videre. Men der er ikke umiddelbart noget Danmark kan gøre ved det, i forhold til valutakursen, da man i Danmark fører faskurspolitik over for euroen, og derfor ikke kan føre pengepolitik eller valutapolitik med henblik på at svække kronen og øge konkurrenceevnen, hvilket jeg også senere vil komme ind på. Derfor er man i Danmark nødt til at forbedre priskonkurrenceevnen på andre måder, og dette kan så gøres ved hjælp af enten lønnen eller produktivitet. Og da lønnen i Danmark er forholdsvis meget højere end i Sverige, er man altså nødt til at være produktive, for fortsat at kunne konkurrere med Sverige.
Men ikke alt er skidt for Danmark, for Sverige forventes at komme med en vækstpakke, hvori der ligger en sænkelse af virksomhedsskatten samt en fremrykning af en række projekter inden for byggeri og anlægsvirksomheder. Og dette er noget der kan komme Danmark til gode. Dette sker da det kan være med til igen at få gang i væksten i Sverige, hvilket vil også vil komme de danske virksomheder til gode, grundet den megen samhandel der er imellem de to lande, og det vil dermed betyde en positiv påvirkning af Danmarks økonomi. Den megen samhandel de to lande imellem skyldes så, at Danmark og Sverige både geografisk og kulturelt ligger meget tæt på hinanden. Noget andet den svenske regering er kommet med, som ligeledes kan have en positiv virkning på den danske økonomi, er deres klimaudspil. Her ligger de op til, at de vil opføre flere tusinde vindmøller, hvilket må forventes at kunne komme den danske vindmølleindustri til gode.
Opgave 3
Vurder hvordan finans- og pengepolitik kan anvendes i henholdsvis Danmark og Sverige under en økonomisk krise.
Finanspolitik handler om, at staten forsøger at påvirke efterspørgslen ved at ændre statens indtægter og udgifter. De kan så vælge at føre to former for finanspolitik.
Den ene er stram finanspolitik, også kaldet kontraktiv finanspolitik, hvor statens indtægter øges i form af højere skatter og afgifter. Mens dens udgifter sættes ned, hvilket betyder færre offentlige investeringer, nedskæringer på indkomstoverførsler, nedskæringer på offentlige ansatte og så videre. Dette bevirker så at BNP falder, som fører til at beskæftigelsen falder, hvilket gør at importen falder, og at prisstigningerne dæmpes. Det gør så, at man forbedrer betalingsbalancen, ligesom også det samfundsøkonomiske mål om stabile priser bliver påvirket i en positiv retning, da man får en lavere inflation. Dermed er stram finanspolitik noget som kan benyttes når et land har en dårlig betalingsbalance eller en høj inflation. Ulemper ved den er så, at det påvirker den økonomiske vækst negativt, ligesom det derved også påvirker beskæftigelsen i negativ retning.
Den anden form for finanspolitik er så lempelig finanspolitik, også kaldet ekspansiv finanspolitik, hvor statens indtægter sættes ned, i form af lavere skatter og afgifter, mens dens udgifter øges, i form af fx flere investeringer, højere indkomstoverførsler eller lignende. Dette bevirker så, at BNP stiger, mens også beskæftigelsen stiger, hvilket fører til at importen stiger og at prisstigningerne øges. På grund af dette påvirkes den økonomiske vækst så i positiv retning, ligesom beskæftigelsen også gør det. Dog forringer det betalingsbalancen, mens det også øger inflationen. Og dermed er dette noget der tages i brug når et land står over for lav vækst, stor arbejdsløshed eller deflation. Altså med andre ord, når et land befinder sig i en økonomisk krise. Og da dette netop er noget som Sverige og Danmark gør, bør finanspolitik altså kunne benyttes i disse to lande, til igen at få skabt vækst, til at få beskæftigelsen til at stige, og at få inflationen op omkring de 2%.
Dog er det et problem i forhold til at benytte lempelig finanspolitik, for landene har nogle forpligtelser over for EU i form af EU’s stabilitetspagt. Denne siger nemlig, at et land ikke mÃ¥ have et underskud pÃ¥ den offentlige saldo pÃ¥ mere end 3% af BNP. Og dette er jo naturligvis noget der begrænser mulighederne for at øge statens udgifter samt sænke dens indtægter.
Og da det i bilag 3 ses, at man i Sverige forventer et underskud på de offentlige finanser på -2,2% af BNP, er der altså noget der kunne tyde på at man allerede forventer at køre lige til grænsen, i forhold til stabilitetspagten, og dette begrænser jo så mulighederne for yderligere at benytte lempelig finanspolitik. Derfor bør man i Sverige i stedet rette fokus andetstedshen, for at forsøge at bevæge sig ud af den lavkonjunktur man befinder sig i. Og her kan de passende rette fokus mod pengepolitik.
Ved pengepolitik er der tale styrering af rente og kreditmuligheder med henblik på at påvirke den samlede efterspørgsel eller valutabevægelser ind og ud af landet. Noget som et land nationalbank styrer. Ved pengepolitik findes der ligeledes to former, og man taler her om stram pengepolitik hvor efterspørgslen dæmpes, og lempelig pengepolitik hvor efterspørgslen stimuleres.
Stram pengepolitik benyttes så når man er i en økonomisk positiv udvikling, som det er nødvendigt at lægge en dæmper på. At man ønsker dette kan blandt andet skyldes at inflationen er for høj eller at der er underskud på betalingsbalancen. Det nationalbanken så gør er, at de sætter renten op, hvilket gør det sværere for virksomheder og privatpersoner at låne penge. Dette gør så, at erhvervsinvesteringer, forbruget og boligbyggeriet falder, således at beskæftigelsen falder, hvilket fører til at BNP falder, at prisstigningerne dæmpes og at importen falder. Samtidig sker der dog det at valutareserven øges, og at kursen på den svenske krone, hvis vi snakker Sverige, stiger. Dette skyldes bl.a. at flere udlændinge, grundet den højere rente, vil placere deres penge i Sverige i fx obligationer.
Ved lempelig pengepolitik er det så lige omvendt. Her ønsker man at sætte gang i efterspørgslen, og sætter derfor renten op. Folk og vigtigst af alt virksomhederne, vil så billigere kunne låne penge til investeringer, og ting som erhvervsinvesteringer og boligbyggeri vil derfor stige. Dette fører så til at befolkningen får flere penge mellem hænderne. Hvilket betyder at forbruget stiger. Så tjener virksomhederne mere, de kan producere mere, og ansætte flere, og derved stiger beskæftigelsen. Også priserne stiger. Og BNP stiger naturligvis ligeledes.
Dermed er dette noget som Sverige bør benytte, da de netop står i en situation med faldende investeringer, faldende privatforbrug, stigende arbejdsløshed, faldende BNP og deflation. Og alt dette, er altså noget som lempelig pengepolitik alt andet lige vil kunne påvirke positivt. Dog er der enkelte ulemper, såsom at importen stiger, hvilket fører til at valutareserven falder. Dette er dog noget som man i øjeblikket har råd til, i og med at man har overskud på betalingsbalancen. Dog vil det alt andet lige også medføre at kursen på den svenske krone vil falde yderligere. Hvilket både kan ses som et problem, i og med at det er en værdiforringelse. Mens det også kan ses som noget positivt, da det vil forbedre Sveriges konkurrenceevne.
I Danmark derimod er det langt sværere at føre en effektiv pengepolitik, da man er bundet af ERM-2 samarbejdet, hvilket betyder at den danske Nationalbank skal forsøge at holde kronen stabil i forhold til euroen. Og fører man fx lempelig pengepolitik, og derved sænker renten, for at forsøge at skabe økonomisk vækst, vil det samtidig betyde at man kronekursen vil falde. Dermed er dette alt andet lige ikke muligt.
Altså kan det konkluderes, at Sverige bør rette fokus mod pengepolitik, grundet at de ved lempelig finanspolitik får et problem med stabilitetspagten, da de allerede nærmer sig et underskud på -3% af BNP. Mens man i Danmark derimod bør rette fokus mod finanspolitik, da man i Danmark ikke har samme muligheder som Sverige i forhold til at føre lempelig pengepolitik, hvilket som sagt skyldes at Danmark, grundet ERM-2 samarbejdet, er nødsaget til at følge en fast kurs overfor euroen.