Kapitel 15 – Miljøpolitik
Miljøpolitik
- Miljøpolitik har til formål at opnå en bedre balance mellem forbrug af råstoffer, produktion og frembringelse af forurenende affaldsstoffer. Det kan ske ved at ændre institutioner, regler og tilskyndelser for økonomisk aktivitet.
En række miljøproblemer kan være :
- Overudnyttelse af naturresurser som fiskebestande, skove og grundvandsbeholdninger.
- Forurenende affaldsprodukter kommer ikke igennem noget marked, som medfører, at den som forurener kommer til at betale for skadevirkningerne, og derfor tager man så ikke hensyn hertil.
Miljøpolitik forsøger at ændre rammerne for beslutningstagerne i et økonomisk system, således at aktørerne tager hensyn til miljøkonsekvenserne af deres handlinger. Idealet er først at fastlægge miljømålene, hvor fordele og ulemper er blevet overvejet. Dernæst vælges reguleringsinstrumenter, som kan sikre, at miljømålene realiseres til de lavest mulige samfundsmæssige omkostninger.
Miljø- og ressourceproblemer
På lokal plan:
Påvirkes af luftforurening og luftgener fra industri og trafik
Eksempel:
Bilernes udledning à luftsvejssygdomme / skader på bygninger
På national plan:
Påvirkes af ophobning af affald og forureningen af grundvand, vandløb og de omkringliggende have
Eksempel på disse problemer:
- Industriens og husholdningernes udledning af spildevand
- Landbruget (gødningsforbrug à nedsivning af nitrat à forurener grundvand og vandløb àsiver videre ud i haverne à giver anledning til iltsvind à fiskedød)
På globalt plan:
Problem for os og vore naboland
Skyldes især afbrændingen af kul i kraftværkerne, men høje skorstene ”fordeler” forureningen til de andre lande (ligesom vi modtager noget af deres svovlforurening).
- Luften forurenes med svovldioxid som med nedbørens nedfældes som sur regn à går ud over skovene à skovene dør
Nedbrydning af ozonlaget og drivhuseffekten er i øjeblikket de to store problemer på det globale plan
Ozonlaget:
- Ligger atmosfæren à beskytters os mod solens stråler
Fjerne man dette lag øges risikoen for bl.a. hudkræft.
- Udslip af CFC – gasser freon) er truslen mod ozonlaget.
Bruges i fx skumplast, køleskabe, spraydåser og som opløsningsmiddel.
Mange lande blev enige om at reducere brugen af CFC
Blev forbud i DK i 1995
Bruges stadig i fattiglande
Undersøgelser tyder på, at den globale indsats på dette område har bremset nedbrydningen af ozonlaget.
Opmærksomme på:
- Global opvarmning – og som frygtes at udvikle sig katastrofalt, hvis der ikke gøres en indsats nu.
- Stigning i produktion medfører mangel på vigtige naturressourcer
- Hvis man forudsætter, at u-landene skal op på samme velfærdsniveau som i – landene, vil ressourceproblemet melde sig hurtigt.
Miljøpolitik – i bredt perspektiv
- Økonomer har historisk set ikke beskæftiget sig med miljøpolitik
- Miljøproblemerne har haft en tilbagetrukket rolle
- De økonomiske teorier udviklet i en tid, hvor forurening og ressourcemangel ikke var et problem
Hvorfor er det ikke et problem?
- Økonomer tror på, at markedsmekanismen løser økonomiske problemer, herunder også miljøproblemer(forventes der mangel på en given ressource, vil prisen på denne nemlig stige og dermed dæmpe forbruget af den)
Hvorfor er det et problem?
- For få ressourcer: Man ikke kan være sikker på, at det nuværende forbrug af ressourcer efterlader tilstrækkelige mængder til fremtidens generationer. Vi ved jo ikke hvilke behov, der skal tilfredsstilles i fremtiden.
- Forurening: kan ikke tackles af markedsmekanismen. Den frie konkurrence gør det svært for virksomhederne at tage miljøhensyn.
Miljøpolitiske indgreb: Når staten griber ind i markedsmekanismen for at løse miljøproblemer
Afgift på drikkevand
- Et eksempel på miljøpolitik, hvis hensigten er at dæmpe forbruget af vand.
- Men er hensigten at opsuge købekraft generelt eller få penge i statskassen, er det et finanspolitisk indgreb.
To typer miljøpolitiske indgreb
- Administrative indgreb
- Økonomiske indgreb
Global opvarmning -årsager og konsekvenser:
- 1980’erne -> første gang man blev for alvor opmærksom på, at kloden blev varmer og varmere
- Skyldes bl.a. øget CO2-udslip og andre drivhusgasser
- Snakkede om drivhuseffekten -> er siden en central plads i miljødebatten
Klimaet ænders:
- Drivhusgaserne forhindre varmen i at forsvinde, på grund af at de reflekterer varmestrålerne, så den del af varemen beholdes på jorden.
- Drivhus udtrykket kommer deraf:
- Drivhuset holder på varmen og dermed er betingelsen for alt liv inden i drivhuset
- Energiforbruget er den primære årsag til stigningen i CO2-udslip.
- Den energi som altså laves ved forbrænding af fossile brændstoffer: fx til
- Transportsektoren
- Kraftværkerne
- Opvarmning af boliger
- Drivhuseffekten er et globalt miljøproblem
- Der sker også meget fældning af den tropiske regnskov
- Det er med til forværre den globale opvarmning
- Planterne optager CO2 -> indtil nu har det stabiliseret luftens mængde af CO2
Global opvarmning – indtil nu
- De fleste klimaeksperter tror, at den globale opvarmning skyldes øget udslip af de menneskeskabte drivhusgasser, som primært består af CO2. Dette har blandt andet gjort at den globale middeltemperatur fra 1906-2005 er steget med 0,74 grader.
- Det varmere klima gør at havvandet udvidet sig, som dermed gør det globale havniveau er stigende. Og isen på nord- og sydpolen er begyndt at smelte som også har gjort at havniveauet stiger. Og dermed har det globale havniveau steget med 17 centimeter i løbet af det 20. århundrede.
- For at se på hvordan det har påvirket Danmark, kan det ses på billedet ovenfor, hvor temperaturen er målt siden 1874. Og indtil 2009 er middeltemperaturen steget med næsten 1,5 grader celsius. VIS
- Det medfører at foråret kommer tidligere og efteråret varer længere. Og målt fra 2009, så var årene 2006, 2007 og 2008 de varmeste år siden 1874.
Fremtidige temperaturstigninger – ifølge IPCC
- IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) er FN’s Kilmapanel, som har til opgave at frembringe viden om den globale opvarmning.
- IPCC anses af mange for at være den mest troværdige kilde til oplysninger om den globale opvarmning.
Fremtidige temperaturstigninger:
- IPCC har skønnet, at temperaturen sandsynligvis frem til 2080 – 2090 vi stige med 1,8 – 4,0 grader
- Et mere optimistisk og der med mindre sandynligt, skøn er at temperaturen vil stige med 1,1 – 2,9 grader.
- Men går det helt galt kan det ende med stigerninger op mod omegnen af 2,4 – 6,4 grader.
Konsekvenser:
- De stigende temperaturer vil opvarme verdenshavende og dermed afsmelte store dele af isen ved polerne, hvilket vil øge havvandsstanden.
- Vandstanden forventes at stige med 18-59 cm frem til 2080 – 2090 ifølge IPCC
- Og afsmeltning af isen på polerne kan måske frigøre nogle kræfter, som man endnu ikke kender til. (Måske øges udslippet af metan, når store nedfrosne områder i Sibirien pludselig tør op)
Konsekvenser:
Vil få alvorlige konsekvenser for livsbetingelserne for de fleste mennesker i verden (hvis prognosen holder). Voldsommere vejr de fleste steder i verden à større udsving i temperaturer og nedbør, flere voldsomme storme og orkaner.
- Tørkeperioder
- Perioder med meget nedbør
- Oversvømmelse
Disse vejr-mæssige konsekvenser vil medføre yderligere konsekvenser (for livsbetingelser):
- Vil betyde sult og mangel på drikkevand. à Mulig konsekvens: stigende antal ”klimaflygtninge”.
- Stigningen i havvandet især gå ud over lavtliggende lande som Holland, og nogle ø-samfund i Stillehavet vil nærmest forsvinde.
- Flere dyrearter vil ikke kunne overleve under de ændrede betingelser – fx dyrene ved polerne
Forskelligt hvilke konsekvenser det vil få forskellige steder i verden:
Asymmetri mellem ”drivhusskurkene” og ”drivhusofrene”
- Rige industrilande står for størstedelen af CO2-udslippet – vil slippe billigere end de fattige u-lande i Latinamerika, Afrika og Asien
- Danmark: Vil nærme sig klimaet i Sydfrankrig
- Varmere somre med flere voldsomme regnbyger
- Mildere vintre, men med større snefald i perioder
- Områder i Afrika: Ramt af tørke og ørkendannelse – umuliggøre landbrugsproduktion
- Asien: Oversvømmelser
- Latinamerika: Tropisk regnskov erstattes af savanne, dyre og planteliv forsvinder
Store samfundsøkonomiske konsekvenser:
- Produktionen og dermed velstanden påvirkes i mange lande (især landbrugserhvervet)
- Mange udgifter til at udbedre skader (naturkatastrofer)
Stern-rapporten fra 2006 siger, at hvis man ikke gør noget, vil omkostningerne i forbindelse med den globale opvarmning på lang sigt svare til 5% af det globale BNP hvert år.
Klimaskeptikere
- De fleste klimaeksperter er næsten enige om årsagerne til og konsekvenserne af den globale opvarmning
- Nogle peger dog på, at det blive endnu værre end det IPCC har forudsagt
- Henrik Svensmark mener, at temperatursvingninger på jorden skyldes
- Kosmisk stråling fra rummet påvirker skydannelsen => jordens temperaturforhold
- Bjørn Lomborg ligger mere vægt på de positive effekter
- Bedre dyrkningsforhold i kolde egne
- Færre frostperioder,
- Mv.
Kilder:
http://www.climateminds.dk/ressourcerum/klimaforstaaelse/drivhusgasser/
http://iob.systime.dk/index.php?id=327
Klimapolitik:
Ved klimapolitik forstår vi økonomiske indgreb, der sigter på at begrænse den forventede stigning i jordens middeltemperatur.
Det er forudsat at den globale opvarmning skyldes det øgede udslip af drivhusgasser.
Klimapolitik er ikke helt enkelt at udføre, da man ikke ved hvor stor den fremtidige opvarmning vil være.
Man skal betale en masse omkostninger her og nu, for at undgå nogle ulemper, som først dukker op om flere årtier.
Klimapolitiske instrumenter:
Set fra økonomernes synsvinkel er der især 3 indgreb, der er relevante:
- Afgift på CO2
- Afgifter på fossile brændstoffer
- Omsættelige CO2 kvoter
Afgift på CO2:
- De varer som forurener meget under produktionen, vil have en høj afgift. Dette medfører at producenterne vil formindske deres CO2 udslip, hvis det er meget prisfølsomme varer.
Afgifter på fossile brændstoffer:
- Det er brændstoffer med henblik på el fremstilling, transport og opvarmning, som er store skurke i den globale opvarmning.
- Man har givet disse brændstoffer en afgift med henblik på at formindske forbruget af denne brændstof.
- Det er en form for dobbeltbeskatning, da CO2 afgiften også vil påvirke disse varer.
Omsættelige CO2 kvoter:
- Det er billigst for virksomheder at reduktionen af forureningen sker der hvor det er billigst at ændre. Dette kan ske ved at benytte systemet for omsættelige CO2-kvoter.
- Virksomhederne får tildelt nogle CO2-kvoter, som angiver hvor meget man må forurene med CO2, og hvis man ikke selv har brug for den kan man sælge den på markedet.
Andre mere direkte klimapolitiske indgreb er:
- Omstilling fra fossile brændsler til vedvarende energi
- Teknologiske forbedringer og energibesparelser
Danmarks klimapolitik:
Danmark står kun for 0,2% af verdens samlede CO2-udslip, og de går meget op i at formindske forureningen.
Hvis en virksomhed udleder mere CO2, end den har fået tildelt i kvoter, er der tre muligheder:
- Nedbringe CO2-udslippet ved at investere i CO2-besparende teknologi
- Købe kvoter på det frie kvotemarked i EU
- Investere i CO2-besparelser i andre lande
En stor del af Danmarks CO2-udslips kvoter styres af EU.
I den ikke kvotebelagte del af samfundet bl.a. husholdningerne, spiller CO2 afgiften en stor rolle, da der eksempelvis er CO2-afgift på el, benzin, naturgas m.v.
Danmarks CO2-udslip har i mange år ligget stabilt, med en svag tendens til fald – trods stigende produktion.
EU’s klimapolitik:
EU har de seneste år været en global frontløber i klimapolitikken.
I 2005 indførte EU verdens mest omfattende system af omsættelige CO2-kvoter. Systemet omfatter alle 27 medlemslande og tæller mere end 10.000 virksomheder.
Priserne på CO2-kvoterne dannes ved udbud og efterspørgsel. Den lå fx i 2008 på 32 euro for 1 ton CO2-kvote.
I 2007 vedtog EU en ambitiøs klimapolitisk plan, som bl.a. indebærer følgende:
- I 2020 skal EU’s udledning af drivhusgasser være reduceret med 20 pct. i for- hold til niveauet i 1990
- I 2020 skal energiforbruget være reduceret med 20 pct. i forhold til den ellers forventede udvikling
- I 2020 skal 20 pct. af EU’s energiforsyning være baseret på vedvarende energi
Kvotesystemet spiller en central rolle i overstående plan, idet man vil reducere CO2-udslippet ved gradvist at skære en lille smule af kvoterne hvert år.
15.5 Internationalt klimapolitisk samarbejde:
Kyoto-aftalen
I 1997 forgik den 3. COP-møde, hvor Kyoto-aften faldt sted i den japanske by Kyoto til den 3 COP-møde (COP3). Hvor en stor del af verdens lande blev enige om en aftale som skulle begrænse forureningen med drivhusgasser.
Nogle af de punkter som fandt sted i aftalen er:
Industrilandene skal senest i år 2012 have begrænset deres CO2 udslip med 5% i forhold til 1990.
De fattige u-lande er ikke med i aftalen da de ikke er pålagt at reducere CO2 udslippet De fik derimod til, at øge deres CO2 udslip for at oprette deres egen industri.
EU vil begrænse sit CO2 udslip med 8% i forhold til 1990.
Danmark tilbød at begrænse CO2 udslippet med 21%. Målet er meget højt forhold til de andre EU lande.
Også i de fattigere EU lande fik lov til at øge deres udslip for at give plads til industrialiseringen
Frankrig og Finland der i forvejen har lavt CO2 udslip slipper billigt pga. Atomkraften. Sverige og Norge har også vandkraftværker, som formindsker CO2 udslippet.
Fleksible mekanismer
(Disse mekanismer udstikker rammer for, hvad landene kan medregne, når de beregner deres bidrag til reduktionen af drivhusgasser)
International handel med kvoter. Hvis et land ikke udnytter sin kvote, kan det sælge den ubrugte kvote. Køberlandet kan da fratrække kvoten på sin “CO2-konto”, og dermed reducere sit udslip. Rusland har således mange kvoter tilovers, som følge af et kraftigt fald i produktionen i 1990’erne, da man overgik fra plan- til markedsøkonomi.
Joint Implementation (JI). To lande – typisk et rigt industriland og et østeuropæisk land – går sammen om et energibesparende projekt i det østeuropæiske land. I-landet kan “bogføre” det reducerede CO2-udslip på sin egen “konto”.
Clean Development Mechanism (CDM). Et i-land betaler for energibesparende teknologi i et u-land og får godskrevet reduktionen af u-landets CO2-udslip på sit eget CO2-regnskab.
Opførelse af ny skov (skovrejsning). CO2, der optages af nyplantet skov, kan fratrækkes et lands “CO2-konto”.
Aftalen gør det muligt at opfylde sin del af aftalen ved at reducere forureningen i et andet land.
Ved de fleksible mekanismer er der blevet et stort marked for handel med CO2- kvoter.
EU kom med i Kyoto-aftalen i foråret 2002. Godt 160 lande står bag aftalen.
Amerikanerne (George W. Bush) ville ikke være med i aftalen på grund af deres høje benzinforbrug som består af 20 % af det globale CO2 udslip.
Obama prøver at på, at gøre det mere aktivt at gå ind i klimadebatten.
Kyoto-aftalen er en såkaldt juridisk bindende aftale. Der er dog ingen straffeinstans (domstol), der kan straffe de lande, som ikke overholder aftalen. Canada har eksempelvis for længst opgivet at leve op til målene.
COP15-mødet i 2009 – Copenhagen Accord
Inden COP15 i københavn var der store forventninger til topmødet. Man håbede på en aftale der kunne afløse Kyoto-aftalen, som udløb i 2012, målet var at man kunne holde den globale opvarmning på under 2 grader i forhold til niveauet fra før industrialderens begyndelse. Ifølge IPCC ville dette mål kræve at man i 2050 på verdensplan har halveret verdens udslip af drivhusgasser, og de rige lande skulle reducerer deres udslip med 80%.
Men da mødet begyndte, kunne de ikke enes, men det var også første gang at ledere fra alle verdens største lande var samlet på én gang. Så det endte ikke med en bindene aftale, det endte kun med en erklæring, og den var frivillig om man ville følge de målsætninger der var i den. Centrale punkter i erklæringen var:
Landene anerkender, at klimaforandringer er en af vor tids største udfordringer
Landene er enige om, at dybe nedskæringer i udledning af drivhusgasser er nødvendige.
Landene anerkender, at stigningen i den globale temperatur bør holdes under 2° C.
Landene anerkender, at det er vigtigt at reducere CO2-udslip fra skovrydning.
De rige lande yder 30 mia. dollar i akut klimastøtte til u-landene i 2010-2012.
På længere sigt yder de rige lande 100 mia. dollar i støtte i 2020.
En fond – Copenhagen Green Climate Fund – oprettes til at fordele pengene.
De rige lande overfører teknologi til de fattige lande, så de bedre kan tilpasse sig klima forandringerne samt begrænse CO2-udslippet.
Landene beslutter at anvende forskellige strategier til at forhindre global opvarmning – her under at anvende markedet (omsættelige kvoter), at forstærke mere effektiv produktion samt at begrænse udslip.
Landene overvejer et mere langsigtet mål om at begrænse den globale opvarmning til maksimum 1½° C.
Det var heller ikke alle der var glade for erklæringen. Bolivia, Venezuela, Cuba, Nicaragua og Sudan var direkte imod aftalen.
Der var også stor kritik af erklæringen, for det første fordi det ikke var en bindende aftale, og for det andet var der ikke nogle præcise tal for hvor meget co2 udslippet skulle reduceres
De fleste u-lande ville slet ikke have en ny aftale, de ville beholde Kyoto-aftalen, som fritog de fattigste u-landene for at reducere deres udslip
Globale klimaforhandlinger – en vanskelig opgave
Det er i praksis ikke særlig nemt at lave bindende internationale klimaaftaler, da der ikke er nogen international instans til overordnet at varetage klimaforhandlingerne. Dette vil sige at der ikke er nogle regler eller nogen til at lede forhandlingerne og dermed sætte dagsordenen, hvilket også betyder at der ikke er muligheder for at ”straffe” de lande, som ikke overholder de vedtagende aftaler.
De forskellige lande i verden har ikke de samme interesser, hvilket ligger op til stor uenighed på klimaområdet. Uenigheden ligger især i hvorvidt det enkelte land skal bidrage i kampen mod det stigende udslip af drivhusgasser og hvordan CO2-kvoterne skal deles mellem landene.
Der er dog muligheder for at løse disse problemer:
Tager man udgangspunkt i det enkelte lands aktuelle CO2-udslip pr. indbygger kan man sige at dem med et højt CO2-udslip, må yde er stort bidrag til CO2-reduktionen.
Historisk vinkel: Hvis landet har stort ansvar for det nuværende niveau af CO2 i atmosfæren, må landet bidrage. Her er især gamle europæiske industrilande i fokus. Ny-industrialiserede lande, (Sydkorea og Taiwan) som har et højt udslip, slipper derfor for at bidrage nær så meget. Dette er også grunden til at denne løsning især er populær hos de fattige ulande.
Fremtidig CO2-udslip: Pga. stigende velstand og stingende befolkning, vil fx Indien om få år blive en af de lande med meget CO2-udledning.
Når man snakker klimapolitik er det fristende for de enkelte lande at sætte sig på sidelinjen og lade det andre lande håndtere problemerne. Vælger et land at sige nej til aftalerne om reduktion af CO2-udslip, er der ingen konsekvenser, men derimod det modsatte da landet får glæde af at de andre lande reducere CO2-udslippet. Dette kaldes af økonomer for freerider-promlematikken. Dvs. at et land kører på frihjul, mens andre betaler omkostningerne.