Godt til eksamenen!: Finanpolitik

Finanspolitik – Noter

fra ny lærer: Christian

Tidligere arbejdet hos dansk arbejdsgiver forening og finansministeriet.

 

Til skriftlig eksamen!!!

Hvorfor er der et stort vedvarende overskud på den danske betalingsbalance?

Det er et udtryk for at vi udskyder forbrug, vi sparer op

Vi har en stor generation (vores forældre og bedsteforældre), der sparer op til pension, det grå guld sparer op i stor stil

Så på et tidspunkt vil det vende, når de begynder at forbruge af disse penge

På et tidspunkt bliver det konverteret til forbrug

 

 

Vigtigt til eksamen

, jf. bilag ?

 

 

 

 

Pengepolitik – Noter

Man forventer at der vil ske det samme i Danmark som i Schweiz, derfor køber man kroner

Derfor er nationalbanken nødt til at sænke renten og udbyde flere kroner, for ikke at kursen på kroner skal ryger over grænsen ved ERM2 samarbejdet

 

Sænke renten = obligationer bliver mindre attraktive, der bliver købt færre obligationer og dermed også færre danske kroner

 

Når kursen nærmer sig grænsen, vil investorerne normalt tænke, at nu falder den, derfor vil de normalt sælge kroner, og så vil kursen falde, altså er nationalbanken normalt ikke nødt til at intervenere

 

Hvis kursen på kroner falder voldsomt, har ECB pligt til at gå ind og hjælpe nationalbanken med at købe kroner, og dermed hæve/fastholde kursen

 

Overskud på betalingsbalancen, altså mere eksport end import, vil alt andet lige betyde et opadgående pres på kronekursen, altså kronen vil bliver mere værd, det er det der er sket i Danmark i de seneste mange år

Det skyldes at når udlandet køber vores varer, er de nødt til også at købe kroner

 

Den effektive kronekurs er faldet i 2015, hvilket i høj grad skyldes at dollaren er styrket

 

Underskud på de offentlige finanser vil betyde en svækkelse af kronen, da det vil betyde mindre tillid til dansk økonomi, hvilket vil betyde, at man er mindre interesseret i at købe valutaen, obligationer osv.

 

1980’erne, stort rentespænd mellem D-mark og danske kroner, dette rentespænd er blevet mindre og mindre. Det skyldes at investorerne skulle have en kompensation for at investere i Danmark, det skal de ikke længere. Så indførte man også fastkurspolitik over for D-mark, hvilket også har hjulpet med at give mere tillid

 

Pengepolitik

 

Renten har afgørende indflydelse på niveauet af både forbrug og investeringer. En højere rente vil alt andet lige hæve prisen på penge og derved dæmpe forbrug og investeringer. Det vil på samme tid gøre det mere attraktivt at udskyde forbruget og stille større krav til kapitalafkastet på investeringer.

 

Højere rente vil derfor svække den samlede efterspørgsel i samfundet med en række velkendte afledede effekter til følge, herunder bl.a. fald i beskæftigelsen, reduktion i importen og et nedadgående pres på priserne.

 

Disse effekter svarer i udgangspunktet til effekterne ved at føre en stram finanspolitik. Der er dog væsentlige forskelle. Mens pengepolitikken rammer bredt og på alle niveauer af samfundsøkonomien er det muligt at tilrettelægge finanspolitikken, så den har et mere specifikt sigte. En stigning i fx ejendomsværdibeskatningen kan således fungere som både et led i en restriktiv finanspolitik og et ønske om at lægge en generel dæmper på boligpriserne. Det kan fx være situationen, hvis det skønnes, at boligpriserne udvikler sig uhensigtsmæssigt. På den måde kan finanspolitikken tilrettelægges, således at den har en målrettet og direkte effekt på samfundsøkonomien (i dette tilfælde efterspørgselshæmmende).

 

Ved anvendelse af pengepolitikken (fx hos ECB) gøres brug af den pengepolitiske transmissionsmekanisme. Mekanismen er udtryk for, at ændringer i   vil påvirke forbrug og investeringer og dermed den samlede efterspørgsel i samfundet. Ændringen i efterspørgslen vil i sidste ende påvirke prisniveauet i op- eller nedadgående retning. De realøkonomiske effekter kan være længere tid om at materialisere sig, end det er tilfældet ved anvendelse af en direkte aktiv finanspolitik. Effekterne er samtidig mere usikre end tilfældet er i forbindelse med finanspolitikken. En lavere rente antages i reglen at føre til større forbrug og flere investeringer, men der er flere aspekter i samfundsøkonomien som i den konkrete situation vil påvirke gennemslaget af rentenedsættelsen.

 

Der vil være forskydninger over tid mellem en ændring i renten og ændringerne i priserne, hvilket betyder, at centralbankerne alene agerer på forventningen til prisudviklingen på mellemlang sigt (2-3 år). Effekten af transmissionsmekanismen afhænger naturligvis også af, horvidt en nedsættelse af renten hos ECB når ud til forbrugere og virksomheder.

 

Det faktum at centralbankerne kan påvirke valutakursen dels via ændringer i renten (på værdipapirer med kort løbetid, fx indskudsbeviser) men også via direkte markedsoperationer (køb og salg af fremmed valuta mod kroner) er kernen i den førte pengepolitik i Danmark. Den danske pengepolitik er alene dikteret af ønsket om at holde en fast kurs på danske kroner mod euro (746,038). Pengepolitikken er således i Danmark i særlig grad tæt knyttet til valutapolitikken.

 

Kursen på danske kroner er bestemt af udbud og efterspørgsel efter valuta. En mindre del af denne efterspørgsel finder sted som følge af handel med varer og tjenester på tværs af Danmarks grænser. Langt størstedelen finder sted som følge af kapitalbevægelser. I et fastkursregime som det danske har markedsdeltagerne på valutamarkederne i sig selv en stabiliserende effekt på kronekursen. Er kronen ved at støde mod loftet vil det skabe forventning om et fald i kronekursen, hvilket i sig selv vil skabe et overudbud af kroner på valutamarkedet.

 

Ved at knytte den danske krone til euroen vil konsekvensen være, at den danske inflation er på samme niveau som i euroområdet. Argumentet er, at en højere inflation i Danmark vil føre til ringere konkurrenceevne over for udlandet. Dette vil resultere i vigende beskæftigelse i eksportsektoren og de importkonkurrerende erhverv, hvilket, alt andet lige, vil skabe et nedadgående pres på priserne. Empirisk er der også god overensstemmelse mellem prisudviklingen i eurozonen og i Danmark.

 

Danmark benytter således ikke renten som aktivt økonomisk styringsværktøj på samme måde som finanspolitikken. En nedsættelse af renten for at stimulere økonomien ville alt andet lige føre til, at kronekursen ville svækkes og ryge ud af det fastsatte bånd over for euroen. Man har truffet beslutning om, at fordelene ved et fastkurssamarbejde overstiger de fordele der måtte være ved en flydende valutakurs.

 

Hvad der er mindre oplagt er, at den førte pengepolitik i Danmark også stiller betydelige krav til den førte finanspolitik. Det er således, alene af hensyn til den førte pengepolitik, ikke muligt at føre en vedvarende ekspansiv finanspolitik med permanent høj inflation og budgetunderskud til følge. En vedvarende højere inflation ville i sig selv skabe forventninger om en nedskrivning af kronens værdi (devaluering). Der er heller ingen tvivl om, at fraværet af pengepolitikken som styringsværktøj stiller større krav til disciplinen af især den førte finans- og arbejdsmarkedspolitik (lønpriskonkurrenceevne).

 

Hovedformålet med pengepolitikken er i de fleste lande at sikre stabile priser. Det primære mål for ECB er på samme måde at sikre prisstabilitet i euroområdet. Det konkrete mål er at holde inflationen under, men tæt på 2 pct. Som udgangspunkt vil det således gælde, at Danmark opnår prisstabilitet alene ved at lade kronekursen følge euro. Danmark adapterer eurozonens mål om prisstabilitet.

 

Det overordnede mål om stabile priser skyldes, at der i dag er bred enighed om, at pengepolitikken i det lange løb ikke har realøkonomisk virkning, men kun påvirker inflationen. Phillipskurven antager fx, at et permanent lavere ledighedsniveau kan opnås, hvis man accepterer en højere inflation. Det har senere vist sig ikke at holde stik.

 

ECB følger et inflationsmålsregime som er fleksibelt. Det betyder, at ECB kun i særlige situationer benytter renten som værktøj til at stimulere økonomierne i eurozonen.

 

ECB er i mindre omfang orienteret mod kursen på euro over for de øvrige store valutaer.

 

Der er en række grunde til, at grænsen er to procent og ikke nul. Erfaringen har vist at lønninger er stive nedadtil. Med en vis inflation er der mulighed for at strukturelle skævheder i både lønninger og prisen på varer og tjenester over tid kan tilpasse sig, hvis behovet opstår. Falder produktiviteten fx i en del af økonomien således at lønningerne er for høje kan en vis inflation over tid råde bod på dette. Endvidere er grænsen fastsat for at minimere risikoen for deflation.

 

Deflation vil betyde udskydelse af forbrug og investeringer alene som konsekvens af forventningen om faldende priser. I en situation med høje gældsbyrder hos enten befolkningen eller virksomhederne vil deflation betyde en stigning i den reale gældsbyrde. Det kan i sig selv føre til finansiel ustabilitet. Endelig vil en rente nær nul i praksis betyde, at centralbanken mister renten som pengepolitisk instrument.

 

Pengepolitikken er i væsentligt mindre omfang end tidligere interesseret i at styre efter specifikke mål for pengemængden. Grunden er, at der ikke længere er nogen entydig sammenhæng mellem pengemængden og inflationen i et samfund.

 

https://www.ecb.europa.eu/mopo/html/index.en.html

 

http://www.federalreserve.gov/monetarypolicy/files/FOMC_LongerRunGoals.pdf