Over 100.000 solgte eksemplarer, en lang række priser og en landsdækkende debat. Det er hvad Yahya Hassan indtil videre har opnået, siden hans digtsamling blev udgivet i efteråret 2013. Folk elsker ham, folk hader ham. Folk sympatiserer med ham, råber ad ham, respekterer ham og afskyr ham. Der er de der lytter til hans budskab, og er enig i det. Og der er de der mener, at hans pubertetsvrede burde gå ud over nogle andre. Man kan mene hvad man vil. Uanset hvad, så er det imponerende, at en ghettodreng fra Århus har formået at skabe så meget debat.

I min aflevering omkring Yahya Hassan har jeg valgt opgave 2, hvori jeg så vil analysere digtene Barndom og Plastikblomst, samt skrive en kommentar omhandlende effekten af Yahya Hassan og debatten omkring ham og hans budskab.

Barndom

”Fem børn på række og en pøl af pis”. Sådan starter Yahya Hassan sit digt Barndom. Et digt der, som det af overskriften fremgår, handler om Yahya Hassans barndom. En som starten også antyder, voldsom og hård barndom. Og det afspejler sig i digtet, der er fyldt med vrede, had og frygt. Frygt for en far der mishandler sine fem børn med kølleslag og tæsk. Frygt som udvikler sig til had. Had til Islam.

I digtet er de fem søskende linet op på række, hvorefter de så bliver afstraffet en efter en. Om der er nogen bestemt grund til afstraffelsen, eller om det blot er en del af den islamistiske opvækst vides ikke. At det er voldsomt og smertefuldt ses tydeligt på Yahya Hassans søster, der pisser i bukserne af frygt. Han fortæller om slag, skrig og om lyden når slagene rammer, som jeg tror han selv mange år efter, vil kunne høre når han tænker tilbage på det.

At moderen også lever i frygt og sympatiserer med sine børn ses, da hun taber tallerkener i opgangen. Og det tyder på, at hun er bange. Bange og nervøs. Både på hendes børns vegne, men også for bange for hvad faderen kan finde på at gøre ved hende. Derfor tror jeg hun konstant lever i frygt for at gøre noget forkert, og dermed blive straffet for det. Men også i frygt for, at hendes børn skal gøre noget forkert, og at faderen skal finde ud det. Hun er derfor nødt til at dække over sine børn. Hun kan ikke lide det der foregår, men er for bange til at forlade ham, da deres tro ikke tillader det.

Mens afstraffelsen af børnene står på, kører tv-kanalen Al Jazeera i stuen. En arabisk tv-kanal, der er kendt for islamistisk propaganda, og hvor propagandavideoer fra Osama Bin Laden og Al Qaeda tidligere har været fået stor mediedækning. Kort efter omtaler han flag der bliver brændt. Det kunne være hvilket som helst flag, men i forbindelse med Al Jazeera, leder det unægtelig tankerne tilbage på muhammedkrisen. Og alt det tyder på, at faderen er promuslimsk, og dyrker Islam i stor stil. Og ifølge Islam er det jo i orden at slå både kone og børn. Og jeg tror derfor ikke som sådan, at det er faderen som Yahya Hassan er vred på, det er derimod religionen Islam.

Til sidst snakker han om zionister, jødiske nationalister der mener, at de har Guds ord, og dermed ret til Palæstina og især Jerusalem. Han spørger sig selv om de, palæstinenserne, overhovedet eksisterer. Og som resten af palæstinenserne er Yahya Hassan selvfølgelig fanget i den situation, at han intet fædreland har, han er landsløs. Men det er ikke den eneste situation hvor Yahya Hassan er i klemme. For han er vred på Islam, og vil ikke leve efter Islams regler og tro. Og generelt så er han fanget imellem to verdener. Derhjemme må han ikke tale dansk, og i skolen man han ikke tale arabisk, og faktisk tror jeg ikke, at han har lyst til at tale nogle af delene. Det kunne også hentyde til, at han med sætningen, hvis vi overhovedet eksisterer, mener andengenerationsindvandrerne, heriblandt ham selv, som han mener er fanget, glemt og helt forkert opdraget.

Digtet er et prosadigt, hvor der bliver fortalt en historie, og hvor der hverken er skrevet i nogen bestemt rytme eller med bestemte rim. Yahya Hassan, som er jeg fortælleren i teksten, skriver meget levende og beskrivende, og hans tekst er fyldt med sproglige billeder. Han bruger mange ord som man ikke normalt hører i sin hverdag som zionist og hikster. Han har en tendens til at opfinde sine egne ord såsom flergræderi. Og så bruger han en sjov sammensætning af ord, som på en måde skaber nye ordsprog og metaforer, et eksempel på dette er hyperaktive buldozere og fortørnede kropsdele. Han bruger ord rim såsom i en pøl af pis, hvor det er p’et der går igen. Og han bruger meget voldsomme ord, og ord med negativ betydning, hvilket er med til at forstærke, og vise de følelser han gerne vil ud med. Det er fx da han skriver pisset, hvor han i stedet kunne have brugt tis. Eller smadrer, hvor han kunne have sagt ødelægger, taber eller lignende. De negative ord er selvfølgelig med til at underbygge det budskab han vil ud med.

Plastikblomst

En plastikblomst er noget falsk, noget der ikke er ægte. Den kan hverken gro eller dø. Og det kræves intet for at holde den i live. Men skal du derimod af med den, så er du nødt til at brænde den. Og det var netop hvad Yahya Hassan gjorde.

Man får i dette digt et indblik i hvor fattigt de i Yahya Hassans familie har levet. I en lille lejlighed, uden plads nok til familien. Hvor faderen sov på en madras, og hvor de, enten af religiøse årsager, eller af den simple årsag at penge var noget man ikke så meget til, spiste på gulvet. Lejligheden er dog fortid, da Yahya Hassan brændte den ned. Grunden er til dette var, at han af hans mor blev truet med at blive brændt af. Yahya Hassan besluttede sig så for at komme hende i forkøbet. Han fortæller så, at han gik sine skyldige skridt, og det mener jeg viser, at han godt vidste det han havde gang i var galt. Men ikke desto mindre, så gjorde han det. Og at det nok har været med henblik på selvmord, at han satte ild til plastikblomsten ses både ved, at han ville komme hans mor i forkøbet, så hun ikke behøvedes brænde ham. Og ved at han blev siddende ind til han ikke kunne mere. Om Yahya Hassan var sindsforvirret, et lille barn der ingen forhold til virkeligheden havde, eller blot havde fået nok af det hele, er det ikke til at vide. Men højst sandsynligt, så har det været en blanding af det hele. Man kan også stille spørgsmålstegn ved, hvorfor han ikke vækker sin far, men blot lader ham sove. Det kan jo så igen skyldes had, og et ønske om at gøre en ende på al mishandlingen, ligesom det kan skyldes at Yahya Hassan blot var et lille barn, der ikke havde den vildeste fantasi om, hvad han foretog sig. Men at han siger, at faderen vågner langt før bønnen skulle bedes, mener jeg viser, at Yahya Hassan godt vidste, at faderen ville dø. Heldigvis for familien, og for Yahya Hassans samvittighed, overlevede de alle branden.

At det eneste de fik reddet ud af lejligheden var tv’et, er vel heller ikke tilfældigt, da det er herfra, at faderen kan holde sig opdateret på, hvad der sker i den arabiske verden. Men om det overhovedet duer er ikke sikkert, da Yahya Hassan fortæller at bagsiden er smeltet. Og det at de beholder det et par år endnu kunne fortælle, at de ikke havde råd til et nyt, og derfor beholdte det gamle, som et statussymbol, eller blot som en genstand der skulle forsøge at overbevise eventuelle gæster om, at familiens økonomiske situation var bedre, end den egentlig var.

Det at det eneste de fik reddet var tv’et betød jo så, som Yahya Hassan også skriver, at alle barndoms- minderne var væk. Umiddelbart skulle man jo tro, at det var en god ting at få vasket tavlen ren for de ubehagelige minder. Men jeg forbinder ordet minder med noget godt. Og det kunne tyde på, at Yahya Hassans tidlige barndom ikke var så slem endda, og at det først var efter den nedbrændte lejlighed, at faderen udviklede et tættere forhold til Islam, og begyndte at mishandle børnene.

Til sidst fortæller han om, hvordan han allerede som lille havde en forkærlighed for ord og billeder. Men også om hvordan faderen, som en nordkoreansk diktator, censurerede hvad Yahya Hassan måtte se og læse, da Yahya Hassan ikke måtte blive som de vantro danskere.

Som i Barndom skriver Yahya Hassan også i Plastikblomst som en jeg fortæller. Men til forskel fra Barndom, hvor der blev fortalt i nutid, så bliver der i Plastikblomst fortalt i datid, som et slags flashback til da Yahya var et lille barn. Og så har plastikblomst mange episke træk, da digtet bliver fortalt som en historie.

At Yahya Hassans digte har bragt splid i forholdet til familien, tror jeg ikke der kan herske nogen tvivl om. Men faktisk tror, at kontakten til familien var væk allerede inden digtene blev skrevet. Og uanset hvad, så er det budskab Yahya Hassan vil ud med så stærkt, at han ikke kan holde det tilbage. Ligesom den vrede og det had han er fyldt med fylder så meget, at det er nødt til at blive forløst. For Yahya Hassan vred, rigtig vred. Vred på sin familie. Vred på sin og sine forældres generation af muslimske indvandrere i det multikulturelle danske samfund. Vred på hele den islamiske verden. Og på den islamiske tro. Denne vrede bliver især underbygget af hans meget interessante måde at skrive på, hvor hele teksten er skrevet med store bogstaver, som stod han og råbte sit budskab til folk. Han har heller ingen tegnsætning med, hvilket gør at teksten bliver læst hurtigt, uden ophold, som af en der har noget utrolig vigtigt og spændene at sige. Og alt dette gør at man føler den vrede Yahya Hassan ligger inde med. Og netop vrede og had er temaerne i Yahya Hassans digte. Vreden er også det der ligger til grobund for budskabet i Yahya Hassans digtsamling. Et budskab om, at der er noget helt galt med Islam og indvandrerne i Danmark. Samt et oprør mod hans forældres generation af indvandrere.

Kommentar

Vandene er delt. På den ene side står de muslimske ekstremister, der helst af alt ville se Yahya Hassan hængt op i en løkke. På den anden side står de der sympatiserer med den unge digter, de der anerkender hans ret til at ytre sig, og de der mener og tror på, at hvad han skriver og siger er sandt. Og midt imellem står hovedpersonen selv. Som moses der skiller vandene. Yahya Hassan. Manden der uanset hvad man måtte mene om ham, har formået at skabe en utrolig debat omkring emnet, og fokus omkring sig selv og det budskab han vil ud med. Men det er en debat på flere planer. En debat om hvorvidt det, som anmelderne mener, er gudsbenådet smukt poesi. Eller blot skrækkelige protestbrøl fra en ghettodreng. Samtidig med at det er en debat om, hvorvidt Islam er en forfærdelig religion, eller det eneste rigtige. Og så er der selvfølgelig de der mener at han generaliserer. Om det så er en nødvendig debat eller ej kan jo diskuteres. Men at der opstår problemer når kulturer støder sammen, tror jeg slet ikke står til diskussion. Det er Yahya Hassan et tydeligt eksempel på. Og det er klart, var det en hvid mand der stod og prædikede det som Yahya Hassan gør, så ville det ikke have samme effekt, så ville vi ikke lytte. Men når Yahya Hassan taler, og retter hans vrede mod Islam og især hans forældres generation af indvandrere, som han mener har lært sine børn at afsky det samfund de lever i, som har givet dem tæsk, og som samtidig har udført socialt bedrageri, så lytter vi. For han er vokset op midt i det, har opbygget al hans vrede gennem erfaringer, og har oplevede tæskene på egen krop.

Noget jeg heller ikke tror der står til diskussion er, at det er en debat som ikke kunne være undgået. Bålet var på mange måder ikke blot bygget. Det var overhældt med tændvæske, og ville være blevet antændt af blot den mindste gnist. Den gnist blev så Yahya Hassan. Og jeg tror på, at det er en debat der vil fortsætte langt ud i fremtiden. For er der noget som man aldrig bliver enig om, så er det religion.