Tålmod er en novelle fra 1995 skrevet af Jacob Hedegård Pedersen. Novellen omhandler temaer såsom narcissisme, manglende selvtillid og materialisme. Det fremgår meget tydeligt, at novellen er fortalt af en jeg-fortæller, som så også er hovedpersonen i teksten. Vi ser dermed tingene fra hans vinkel og med hans holdninger. Sproget i novellen er forholdsvis ungdommeligt, og der er anvendt en del slang, hvilket gør det lettere for unge i samme aldersgruppe som hovedpersonen, at identificere sig med netop hovedpersonen. Novellen strækker sig over et lille døgn. Og vi befinder os i novellen i en mindre by, der meget passende kunne have været Thisted. At det er en forholdsvis lille by bliver godt nok ikke direkte nævnt i teksten, men det er det indtryk, jeg får af byen, når den bliver beskrevet som den gør i novellen.
Hovedpersonen er en gymnasiedreng som jeg vil mene er omkring de 18-19 år. Han bor hjemme sammen med sin mor og lillesøster. Og novellen starter med at vi møder netop hovedpersonen dagen efter en aften med druk hjemme hos ham. Værelset er tilsyneladende godt bombet. Der er rod over det hele og bræk i hjørnet, men med hans kommentar ”men ellers ligner det sig selv”, kunne noget tyde på at han aldrig får ryddet op. Og han virker da også ret ligeglad da han vælter en øl. Udenfor synger nogle fugle og solen skinner. Men han tænder for stereoen, så han ikke kan høre det. Dette kunne være et billede på, at det smukke og naturlige, er noget han tager afstand fra. Herefter bliver han stille og roligt klædt på. Og undervejs i denne proces bruger han en del tid på at beundre sig selv. Han fortæller om hans store muskuløse overarme, senede lår osv. Og går meget op i, at han ikke har ølvom. Han gør ligeledes meget ud af at nævne mærkerne på det tøj han har på, på de cigaretter han ryger og så videre, hvilket er gennemgående for teksten. Han nævner bl.a. hans gule og grønne Benetton T-shirt og hans Red/Green trøje, samt at han ryger Cecil og Prince. Og det er helt tydeligt, at forfatteren vil have os til at bemærke at hovedpersonen går meget op i disse ting, da forfatteren har valgt at skrive mærker osv. i teksten med kursiv. Dette er så de første tegn på hovedpersonens forfængelighed, og enorme fokus på sit ydre, og på hvordan andre ser ham. Samt hans materialistiske tendenser.
Herefter går han ud og starter sin motorcykel for at køre i skole, hvilket indikerer at han må være over 18 år. Kort efter han er kørt, kommer han til et trafikuheld, hvor det ligger en livløs pige på jorden. Hende går han dog ikke synderligt meget op i, hvilket viser en hvis kynisme og ligegyldighed fra hans side. I stedet koncentrerer han sig om at køre igennem blodet, så han får det på sine dæk, hvilket må være fordi han mener det ser sejt ud, og det handler dermed igen om det ydre og hans ageren udadtil.
Hans fokus på det ydre fortsætter da han ankommer til skolen. Her går han ikke ind til time, men sætter sig i stedet i den næsten tomme kantine, hvor han grundigt betragter og beskriver to piger. Igen har han fokus på det ydre, og lægger ikke mærke til andet end udseendet. Desuden virker han helt generelt ret så pigeglad.
Da timen så er forbi, begynder folk så småt at komme ud i kantinen, og man møder nu hans to venner Stig og Eske, hvis tøj han ligeledes grundigt beskriver. De to begynder så at grine, og spørger ind til Bente, en overvægtig pige som hovedpersonen tilsyneladende har været i seng med, hvilket han ikke kan huske og straks benægter. Hovedpersonen beskriver Bente som en so, virkelig fed, ulækker osv. og prøver generelt at tage afstand fra hende, da han ikke vil være til grin og miste status overfor sine venner, som ser ned på Bente fordi hun er tyk. Han bliver derfor tydeligt irriteret over at de bliver ved med at grine, hvilket kan ses af, at han knuser sit plastikkrus. Der kommer efterfølgende flere personer hen til bordet, bl.a. Michael, der er tydeligt jaloux da han finder ud af at hovedpersonen har bollet Bente. Og pludselig kommer Bente så over til bordet. Hun virker sød og kærlig, men hovedpersonen sviner hende til, og vil ikke have noget med hende at gøre, hvilket tydeligt sårer hende. Dette vil han vinde respekt på overfor hans venner, og det lykkedes. Det viser jo så, at han i hans egocentrerede og selviske verden, vil sætte sig selv i et så godt lys som muligt, om end det så skal være på bekostning af andre.
Om eftermiddagen sidder hovedpersonen og hans venner udenfor en butik og drikker og ryger, da en indvandrer kommer forbi dem. Da hovedpersonen mødte ham tidligere på dagen hilste perkeren, som hovedpersonen vælger at kalde ham, pænt på hovedpersonen. En gestus der så blev gengældt med et hårdt blik og et spyt i jorden. Derudover sikrede hovedpersonen sig også, at perkeren havde set den tykke kæde til hans motorcykel, hvilket viser hvor fordomsfuld og racistisk han er. Denne gang kommer han så cyklende på en cykel, som hovedpersonen konkluderer er stjålet, og igen hilser han på hovedpersonen, der dog straks benægter overfor hans venner, at han kender noget til perkeren, da det jo bestemt ikke er godt at være ven med sådan en. Han foreslår så at de banker perkeren, hvilket han gør for at virke sej og genvinde respekt. Hans venner er dog ikke med på idéen.
Da det så bliver aften mødes de på ”skuret”, hvilket jeg anser for værende, hvis ikke den eneste, så i hvert fald en af byens få barer, hvoraf det kan ses at vi er i en mindre by. Da han ankommer til skuret har han glemt hvornår de skulle mødes, men han går ind alligevel, hvilket kunne tyde på, at han er typen der helst ikke ankommer før alle andre er ankommet. Indenfor sidder, foruden hans venner, også hans lillesøster på kun fjorten år ved et bord med hendes venner og veninder. Men at hun befinder sig på baren er han dog tilsyneladende er ret så ligeglad med. Da han kommer over til hans venner betragter han igen især pigerne grundigt. Og han virker egentlig ret så interesseret i alle de tilstedeværende piger, og jeg har det indtryk, at han såmænd også er sikker på, at han kunne score dem alle hvis det skulle være, det ville bare være at vælge. Men da Stig så begynder at kysse med Karen, bliver hovedpersonen jaloux, og det er nu pludselig kun Karen der er interessant for ham. For han kan egentlig godt lide Karen, og er overbevist om at hun også har kunnet lide ham, men han har dog aldrig fået taget initiativ til noget, og har derfor aldrig fået gjort noget ved det.
På et tidspunkt begynder Michael, som er bøsse, at røre hovedpersonens ben med hans fod, og han sætter sågar hans fod op i hans skød på et tidspunkt. Så enten fordi han ikke ved hvordan han skal reagere på det, eller for at få Karens opmærksomhed, planlægger han, at han vil hælde en øl ud over Michael. Hvilket han dog, som med så meget andet i hans liv, ikke får gjort. Det ender så med at Michael kysser med Splejs, en anden bøsse, mens Karen og Stig stadig kysser. En fjerde ven, Eske, er gået på toilettet, samtidig med at de to andre piger ved bordet, Annika og Vibeke, sidder og snakker. Dermed er der ingen kærlighed eller folk der interesserer sig for hoved-personen, og beslutter han sig for at gå.
Det hele slutter så med, at han kommer hjem og tænder for stereoen, hvor Leonard Cohen synger om The Future. hvorefter han slutter novellen af med at sige, at en af dagene burde man gøre noget vildt. Dette viser at han keder sig, savner spænding og godt ved at der ikke sker ret meget i hans liv, hvilket han ikke er tilfreds med. Han fortæller jo så sig selv, at han burde gøre noget, men han får det sikkert aldrig gjort. Han har nemlig hverken tid eller overskud til det, da han går så meget op i sig selv og sin ageren, at han glemmer at nyde livet og leve. Og han hører dermed til de mennesker der glemmer alt om Carpe Diem, og godt ved det. Men i stedet for selv at tage initiativ til noget, så venter han tålmodigt, hvilket også fremgår af overskriften. Det ses også med Karen, som han egentlig godt kan lide, hvilket han dog ikke gør noget ved. I stedet venter han tålmodigt, indtil hun til sidst har mistet interessen for ham, og i stedet kysser med Stig.
Men helt generelt for novellen er det, at hovedpersonen bliver fremstillet som en egocentreret og selvisk person, der for alt i verden ikke vil ”tabe ansigt” overfor sine venner og omgivelser, og forsøger at fremstå så sej som muligt. Han har et billede af sig selv og sit egoistiske jeg, som han også vil have andre til at se. Han forsøger at virke hård og ligeglad med alting. Men virkeligheden er, at det hele er en facade. Han kæmper nemlig i virkeligheden med manglende selvtillid, og det er på grund af det, at han går så meget op i sit ydre, og sin ageren udadtil, samt lægger så meget mærke til andre personers udseende og gebærden. Og så tror jeg at han helt generelt skal bevise noget overfor sig selv. Altså kan hans problemer koges ned til usikkerhed og manglende selvtillid, som har udviklet sig til narcissisme og materialisme. Og så har han jo hans problem med, at han af og til lever i en drømmeverden.
Piet Hein skrev et ganske glimrende digt om det, og der har generelt gennem mange år, været meget fokus på det. Alligevel er det som om, at folk glemmer hvad det hele handler om, nemlig at leve i nuet. Vi har alt for travlt med at gå op i os selv. Med at længes og drømme. Om ting og bedre tider. Og vi er blevet for materialistiske og overfladiske. Akkurat som hovedpersonen i Tålmod. Og han kunne derfor lige så godt have været en ægte, som en fiktiv person.
Man får på et tidspunkt at vide, at hans far skred efter hovedpersonens konfirmation, hvorefter de ingen kontakt har haft til ham. Han har dermed manglet en faderfigur gennem hele hans teenageliv. Man erfarer så også gennem teksten, at han ej heller til hverken hans moder eller søster har et tæt forhold. Det er dog ifølge ham selv ikke noget han går op synderligt meget op i, og han bekymrer sig ikke om sin familie. Men i virkeligheden tror jeg, at han mangler den der omsorg, kontakt og kærlighed, som man normalvis har til sin familie. Han føler sig dermed ensom, og hans familie er der ikke for ham.
Et af de virkemidler forfatteren har brugt, er jo som sagt at skrive i kursiv flere steder i teksten. Et andet virkemiddel er musikken i teksten. Bl.a. bliver der i kantinen spillet There was a time – When i was so brokenhearted, da hovedpersonen sviner Bente til, hvilket passer meget godt til Bentes knuste hjerte. Da hovedpersonen senere er på grillen, bliver der spillet Five minutes past lonliness, hvilket beskriver meget godt den ensomhed som jeg tror hovedpersonen befinder sig i.
En tekst der har en hovedperson, som på mange måde minder om hovedpersonen i Tålmod, er Narcissos af Dorrit Willumsen. I dette korte digt møder vi en mand der i bedste narcissistiske stil, lige fra barns ben, har brugt sit liv på at betragte sig selv og leve i en drømmeverden, hvor han har et helt bestemt billede af sig selv. Et billede som omverdenen dog ikke deler. Men han kan ikke se det, lægger ikke mærke til hvad der sker rundt omkring ham, og bliver blot i drømmen. Hvilket i høj grad skyldes, at han ikke ønsker at forlade drømmen. På samme måde er hovedpersonen i Tålmod også narcissistisk. Han kan også lide at betragte sig selv, og har også et helt bestemt billede af sig selv, som han ikke ønsker brudt.
I forbindelse med fokusområdet ungdom identitet og myter har vi arbejdet med myten om Narcissus og Ekko. Narcissus der beundrer sig selv via sit spejlbillede, og finder deri tilfredsstillelse. Og så er der Ekko der gentager andres sidste ord, og som bliver forelsket i narcissus. Det er en myte om individualisme og selviscenesættelse, hvor der er meget opmærksomheden på udseende og dyrkelse af kroppen. Og i forbindelse med blandt andet den, arbejde vi jo så med begrebet en narcissist. Som er en person der er sikker udadtil, har tjek tingene på og så videre. Men som indadtil er usikker og angst for at engagere sig. Og sikkerheden udadtil er derfor som regel også et udtryk for angst. Angst for at vise sig selv. En form for præstationsangst. Og alt dette er akkurat som hovedpersonen i Tålmod, der i den grad kan beskrives som en narcissist.
Vi har derudover også læst novellen Transit af Søren Damm. Transit handler om en aldeles selvoptaget fyr der er på diskotek. Her kommer han af to grunde. For at blive set. Og for at score damer. For akkurat som hovedpersonen i Tålmod, er hovedpersonen i Transit meget pigeglad, og han betragter og beskriver grundigt stort set hvert eneste kvindelige individ han får øje på, igen ligesom hovedpersonen i Tålmod. Han går ligeledes helt sygeligt meget op i mærker, og drikker for eksempel kun Coca Cola og Carlsberg, da de har de bedste reklamer. Denne fokus på mærker er jo så igen noget, han deler med hovedpersonen i Tålmod. Begge personer har også en trang til at have meget fokus på henholdsvis hvordan andre agerer, men også især på deres egen gøren. De sørger for at stå på den helt rigtige, seje måde og så videre, for at folk skal synes de er smarte. Og så går de også begge rigtig meget op i deres udseende. På mange måder lever de også begge i en drømmeverden, hvor de har et billede af sig selv, som de er sikre på at alle andre også har af dem. Og de har dermed en trang til at tro og forestille sig alt muligt. Men de får sjældent gjort tanker og drømme til handling. Så på stort set alle punkter, minder de to noveller om to narcissister utrolig meget om hinanden.
Så har vi i forbindelse med fokusområdet også læst digtet Hun ser godt ud af Vita Andersen. Dette digt har en kvindelig hovedperson, som kun går op i det ydre. Hun går op i, at alt skal være perfekt. At hun skal have den perfekte dag. Være det perfekte menneske. Og hun prøver sågar at købe sig til det perfekte liv, ved at købe ting der vil kunne give hende netop det liv hun stræber efter. Grunden til hun så vil have det perfekte liv er, at hun tror på det kan gøre hende lykkelig. Noget som hun langt fra er. Hun trøstespiser nemlig, drikker, og bruger det meste af sin tid på at vente, muligvis forgæves, på sin elskede Peter. Og i forhold til hovedpersonen i Tålmod, så er både han og kvinden i Hun ser godt ud, narcissistiske og alt for fokuserede på det ydre, hvilket kommer af at de er usikre på sig selv. Så de bruger deres tid på at forsøge at leve perfekt, og skabe det billede af dem selv som de vil have. Men de bruger for meget tid på at drømme og tænke samt på det materialistiske, og glemmer så desværre at tage initiativ og leve i nuet.