Junkiehunde, Nordkraft

Hunden snerrer. Hjørnetænderne er blanke af savl, og kæbernes snappen sender et lufttryk mod mit skød. Jeg står med 300 gram hash tapet fast til mit maveskind, fra lige under brysterne ned til pubeshårene.

Sådan lyder ordene Jakob Ejersbo indleder Junkiehunde med. Man bliver kastet direkte ind i en narkorazzia udenfor Christiania, hvor hovedpersonen Maria netop har været inde og hente nye forsyninger. Dramatik fra starten. Og det er gennemgående for romanen, at der sker noget hele tiden, og at man ikke i så meget som et sekund keder sig, i selskab med karaktererne i denne roman. Man sluger ordene med velbehag, bliver opslugt af romanen og lever sig ind i den. Det eneste man fortryder er vel, at man ikke havde læst den noget før.

Junkiehunde er navnet på den første tredjedel i Jakob Ejersbos anmelderroste roman Nordkraft, der i 2002 blev udgivet af Gyldendal. Den arbejder med temaer såsom identitetsproblemer, stoffer, misbrug, ungdom, sociale problemer og det at være på kant med loven. Den modtog i 2003 De Gyldne Laurbær, og er solgt i over 120.000 eksemplarer.

Der bliver i Junkiehunde taget udgangspunkt i hovedpersonen Marias liv som pusherfrau i Aalborg i de tidlige 90’ere. Et liv i et hårdt og usselt miljø, hvor stoffer og misbrug fylder stort set alt. Maria er en intelligent pige, der dog ikke rigtig ved hvad hun vil med sit liv, og samtidig er i lidt af en identitetskrise. Og bag hendes hårde ydre, som er sat op som lidt af en facade, hvilket er nødvendigt i det miljø hun færdes i, er hun blød og følsom, hvilket ses flere gange i løbet af romanen.

Efter introen på Christiania, finder man ud af, at Maria der er i starten af tyverne, har droppet alt hvad der hedder skole, arbejde og familie, og nu lever et liv sammen med sin kæreste pusheren Asger. Det betyder så en hverdag på kanten med loven, hvor deres eneste indtægtskilde er Asgers salg. Asger er en mand højt oppe i hierarkiet, med adgang til stoffer af den bedste kvalitet, og med et nogenlunde forhold til rockerne, der enevældigt styrer pushermiljøet i Aalborg.

Som pusherfrau har Maria nogle fordele såsom fri adgang til stoffer, hvilket så har medført at hun har et afhængighedsforhold til hash. Til gengæld for de frie stoffer, må hun så stille Asgers lyst i form af sex, samt hente forsyninger og lignende til Asger. Dog er Asger på mange områder ikke hvad han har været, især ikke overfor Maria, der bliver mere og mere træt af Asger, og hans utrolig dårlige og nedladende behandling af hende. Hun beslutter sig derfor for at forlade Asger, hvilket dog ikke skal ske uden hævn. Det sker så i takt med, at Asger dummer sig gang på gang. Hvilket får den betydning, at den smule status og respekt, som man må formode Asger har kæmpet hårdt for at få bygget op omkring sig, mere eller mindre er i frit fald. Det krakelerer omkring ham, han falder i hierarkiet, og bliver mere og mere frustreret. Og uden at afsløre for meget, så er de to rottweilere Asger har anskaffet sig, ikke de eneste der går hen og bliver lidt af nogle junkiehunde. Både når det kommer til det at være afhængig, samt det at måtte adlyde sin ejer.

Hvad angår Marias forhold til hendes familie, og i særdeleshed hendes mor, så ser det skidt ud, og hun forsøger så vidt muligt, at undgå hendes moder. Det lader dog ikke til at stoppe moderen, der gennem hele romanen ihærdigt forsøger at kontakte Maria, for at få hende til at genoptage sine studier, og flytte hjem til moderen og hendes kæreste. Hun ønsker naturligvis blot det bedste for hendes datter, og frygter at Maria skal ende ud som hendes LSD-vrag af en far. Men hvorimod moderens ord ikke ændrer meget på Marias holdning, snarere tværtimod, så får et besøg hos faderen, stor betydning for Maria. Og han får hende overtalt til at tage en kold tyrker. Herefter ændrer tingene sig. Hun vil ikke mere finde sig i Asgers behandling af hende, og så møder hun manden der skal afløse hende som afhenter af Asgers varer. Hossein. En perser der deserterede fra den iranske hær, for derefter at gemme sig i Danmark. Udadtil virker han ikke som en der har den helt store indflydelse eller magt i Aalborg, dog er han ikke desto mindre respekteret af mange, og vigtigst af alt, respekteret af rockerne. Han er på trods af en koldblodig fortid, en kærlig og elegant mand, der får et tæt forholds til Maria. Og han virker til at behandle hende med den respekt og omsorg, som hun vel egentlig har brug for. Det bevirker så, at Maria bliver mere og mere vild med ham. Men det skal vise sig at Hossein gemmer på noget, og især Hossein og Asgers forhold til hinanden, er langt fra som man skulle tro…

Romanen virker for mig meget realistisk. Og jeg tror da også, at Jakobs intention med denne bog har været, at give danskerne et indblik der stemmer så overens som muligt med virkeligheden i  et miljø, som det kun er et mindretal af danskerne der kender til, eller som det i hvert fald kun er et mindretal af danskerne der vil erkende, at de kender til. Da det er et meget tabubelagt miljø, som der med god grund ses dårligt på. Men som ikke desto mindre, vækker en stor nysgerrighed hos de fleste.

Man må naturligvis gå ud fra, at romanen er ren fiktion. Men at den alligevel er skrevet på baggrund af Jakobs erfaringer og liv i Aalborg, samt ekstremt dybdegående og grundig research omkring området, bærer den tydeligt præg af. Det viser jo så, at med grundig research kan du komme afsted med at skrive om stort set alt, hvilket Jakob i hvert fald gør i dette tilfælde. Og det meste i bogen virker meget troværdigt og autentisk, i hvert fald foren en person, uden den store viden omkring pushermiljøet.

Junkiehunde er for mig at se en must-read roman, og en vigtig del af dansk litteraturhistorie. Den er på mange måder i en klasse og kategori for sig selv, og kan ikke sammenlignes med noget jeg før har læst. Man lever sig ind i den, som jeg sjældent har oplevet det før med en bog. Og den beskrives vel bedst som en gave fra Jakob Ejersbo til de litteraturglade danskere. At den ikke er for den aldrende bedstemor, men tværtimod kunne gå hen og forarge hende, medmindre hun har en fortid som 60’er hippie, og dermed har smag for det flippede liv, giver jo sig selv. Alligevel mener jeg det er en bog for den brede danske befolkning. Og jeg vil derfor ikke blot anbefale, men stærkt opfordre til, at man læser Junkiehunde.