”Kvinder udretter aldrig rigtig noget vigtigt”, således begynder Christina Yoon Petersen sin artikel om hvordan kvinder i dag, efter hendes overbevisning, er blevet alt for uambitiøse og kedelige. De sætter sig ifølge hende ikke ambitiøse mål, stiller sig tilfreds med alt for lidt, og sløser således deres potentiale væk. De har alverdens muligheder, men vælger ikke at udnytte dem. Derfor er denne artikel en opsang til nutidens kvinder, som hun bevidst forsøger at provokere, for der-igennem at påvirke dem til at handle, få dem til at tage ansvar, til at sætte sig nogle mere ambitiøse mål i livet, og til at kæmpe benhårdt for at nå dem.

Artiklen er trykt den 16. september 2013 i Politikken, og der er tale om en opinionsartikel, hvor skribentens mening klart og tydeligt skinner igennem, og hvor hun sine holdninger forsøger at komme ud med et budskab. Dermed er hendes hensigt med denne artikel helt åbenlyst at forsøge at påvirke læseren. Måden hun så forsøger at gøre dette på, er blandt andet ved at benytte sammenligninger. Således stiller hun igennem hele artiklen nutidens kvinder op mod de kvinder, der kæmpede for ligestilling og kvinders rettigheder i 1960’erne. Og det er tydeligt, at skribenten beundrer kvinderne fra 1960’erne. Dels fordi de havde et mål og kæmpede for det, og dels fordi de skabte de muligheder som nutidens kvinder kan nyde godt af. Men samtidig er hun som nævnt skuffet over, at nutidens kvinder ikke har grebet de muligheder de er blevet givet. Hun mener reelt set, at de i øjeblikket sløser sejren fra kvindekampen væk.

Det er dog vigtigt at have med, at hun ikke mener kvinder skal have særbehandling og specielle rettigheder i forhold til mænd. Tværtimod mener hun, at kvinder selv skal kæmpe sig til det, akkurat som hun selv har gjort det. Hun er startet fra bunden, og har kæmpet sig op, således at hun nu kan kalde sig selvstændig, CFO og projektøkonom.

Ligeledes er det vigtigt også at nævne at hun, på trods af at hun pointerer, at kvinder skal have mere fokus på karrieren, og på at udrette noget betydningsfuldt, trods alt ikke mener, at man skal vælge arbejde og karriere frem for familie. Man skal derimod finde en balance og finde tid til begge dele. En slags gylden middelvej. I forbindelse hermed kan det også nævnes, at hun problematiserer 2013-kvinderettighedsforkæmperne, som hun mener kæmper for privilegier, for blot at få foræret en bestyrelsespost og for at slippe for at arbejde. Hvorimod kvinderettigheds-forkæmperne i 1960’erne kæmpede for muligheder og for at få lov til at arbejde. Kort fortalt så ser nutidens kvinder, ifølge Christina Yoon Petersen, forhindringer, og kæmper i høj grad for at få fordele, mens kvinderne i 1960’erne så muligheder og kæmpede for ligestilling.

Et ganske centralt tema i teksten er anerkendelse. For man skal ifølge Christina Yoon Petersen ikke have anerkendelse gennem det at være en god husmor, anerkendelse skal i stedet komme gennem hvad man udretter i sin karriere. I forbindelse hermed inddrager hun også mænd og kønsforskelle, da hun mener at mænd i langt højere grad en kvinder taler om, samt går op i, hvad de har udrettet, og hvad de gerne vil udrette. Og netop det at udrette noget, er hvad hun vil have nutidens kvinder til.

Måden hvorpå hun så forsøger at formidle dette budskab ud til disse kvinder, er blandt andet ved at benytte sig af patos og således appellere til modtagernes følelser. Dette ses for eksempel når hun bevidst forsøger at provokere og skabe forargelse hos modtageren, for derved at frembringe en følelse og reaktion. Det ses samtidig også, når hun benytter let genkendelige emner som argumentation. Ting som hendes målgruppe let kan relatere til. Ting som tøsehyggeaftener, børn, bolig, mad og mode. Derved kan de lettere sætte sig ind i samt forstå, hvad hun mener, med det hun skriver. Det kommer således tættere på dem, og de er derfor mere tilbøjelige til at tage det til sig, at tage det personligt, fremfor hvis de kvinder hun eksemplificerede befandt sig i et fjernt miljø.

Ligeledes benytter hun sig også af etos, for på den måde at virke troværdig. Dels er hun selv kvinde, og hvad hun skriver virker derfor langt mere troværdigt på andre kvinder, end hvis det havde været skrevet af en mand. Som kvinde har hun ret til at have en mening om kvinder generelt, hvilket ikke altid er tilfældet med en mand og hans mening om kvinder. Og dels så opnår hun også troværdighed gennem sin titel og sit karriereforløb. Hun er finansdirektør, selvstændig og har en lang uddannelse som projektøkonom bag sig. Altså indikerer hun via sit CV, at hun selv har opstillet nogle ambitiøse mål og nået dem. Hun har opnået succes. Og vi får dermed et billede af hende som værende lige akkurat som den kvinde, som hun mener andre kvinder ligeledes bør være. Målbevidst og ambitiøs.

Dog mener jeg det hæmmer hendes troværdighed, at hun ikke på noget tidspunkt omtaler sin egen familie og egne børn. Det bevirker nemlig, at hendes budskab om, at man sagtens kan finde tid til både familie og karriere, at det handler om balance, virker forholdsvis utroværdigt. For uden et konkret eksempel på, at dette i praksis er muligt, så kan man som læser godt have svært ved at godtage det.

Sprogligt gør hun i forhold til nutidens kvinder meget brug af ord med negativ konnotation. Det være sig fx ord som ”sløser”, ”uinspirerede” og ”udkørte”. Dette gør hun naturligvis, for på den måde at skabe et negativt billede af disse kvinder hos modtagerne. Samtidig beskriver hun kvinderettighedsforkæmperne anno 1960 med positive ord såsom ”beundringsværdigt” og ”imponeret”, for derved at skabe et positivt billede af disse. Ligeså bliver også mændene beskrevet med positive ord såsom ”kreativ” og ”inspiration”. Altså stiller hun enkelte gange undervejs i artiklen også kvinderne op mod mændene. Årsagen til dette skal findes i at hun, lidt som med kvinder fra 1960’erne, beskriver mændene som individer med et mål i livet. Mange mænd er nemlig ifølge hende ambitiøse og ikke mindst seriøse. De beskæftiger sig ikke med ligegyldigheder, men diskuterer de mere komplekse problemer i verdenssamfundet. De forsøger at udrette noget. De tænker højt. Og så er de vigtigst af alt selvsikre og ikke bange for at begå fejl. Og det er netop det, hun efterspørger hos mange kvinder. Viljen til at turde tage chancer. Og det må være derfor, hun drager paralleller, samt påpeger forskelle på mænd og kvinder. Hvorvidt disse påstande om modsætninger og generelle karaktertræk hos mænd og kvinder så er sande eller ej, må det jo være op til læseren selv at vurdere.

Så skriver hun i sagens natur også subjektivt, og benytter ofte ordet jeg, for derved at vise, at der er tale om hendes egne meninger og holdninger. I forbindelse hermed kan det også nævnes, at hun på intet tidspunkt benytter ordet ”vi”, som en reference til hende som værende en del af nutidens kvinder. Hun taler i stedet om de, og man er derfor af den opfattelse, at hun ikke ser sig selv som en del af nutidens kvinder. Hun er ikke en del af de kvinder hun skriver om. Derimod må man formode, at hun i høj anser sig selv, som værende et eksempel på den kvinde hun forsøger at gøre andre kvinder til, hvilket jeg også tidligere har beskrevet.

I artiklen mener jeg også, der kan argumenteres for, at skribenten undervejs benytter sig af individualitetsargumentet. Dette gør sig gældende, når hun referer til, at kvinder ikke bare skal sidde derhjemme, de skal gå ud og gøre det de har lyst til, det de brænder for. Ligeledes kan der argumenteres for at hun benytter sig af solidaritetsargumentet, når hun påpeger at man også skal gøre noget for de kvinder der kæmpede i 1960’erne, så deres hårde kamp ikke var forgæves. Desuden gør hun også brug af ordvalgsargumenter. Hun benytter nemlig ikke statistikker, der viser, hvor mange kvinder der sidder i bestyrelser, hvor mange kvinder der er iværksættere osv., for at underbygge sine teorier. Hun benytter i stedet ord til at konstatere disse ting, og giver ikke som sådan belæg for sine påstande.

Tager man et kig på overskriften, ”Hvorfor er kvinder så kedelige”, så er denne til for at fange læserens opmærksomhed, hvilket den efter min mening i høj grad også gør da den, hovedsageligt i forhold til kvindelige læsere, provokerer og dermed giver et incitament til at læse artiklen.

Hendes budskab bliver også bakket op af artiklens illustration, der er tegnet af Mette Dreyer. Denne viser nutidens kvinder og 1960’ernes  kvinderettighedsforkæmpere, og er dermed et billede på to modsætninger der mødes. Man ser kvinderne anno 1960, der ser ned på nutidens kvinder og, akkurat som skribenten, viser forargelse over måden de lever på. Forargelse over at nutidens kvinder ikke udnytter alle de muligheder, som kvinderne i 1960’erne tilkæmpede sig. Og samtidig viser det nutidens kvinder som værende helt og aldeles uforstående. Det skaber et billede af nutidens kvinder som værende useriøse, uambitiøse og uintelligente, og afbilleder dem som fulde kvinder i korte, nedringede kjoler, samtidig med at det fremstiller kvinderne anno 1960 lige modsat, som seriøse kvinder med et mål i livet. Meningen med dette billede er naturligvis også at provokere, samtidig med at det er en medvirkende faktor i forsøget på at fange læserens opmærksomhed og drage denne til at læse artiklen.

Men med det budskab og den hensigt hun har, så undrer det mig, at hun vælger at få artiklen trykt i Politikken. For som jeg ser det, så ligger Politikken i en kategori, der ligeledes omfatter aviser som Børsen, Ingeniøren og Berlingske Business, hvilket alle er aviser der typisk læses af mere karriereorienterede kvinder. Disse er derfor ikke umiddelbart dem, som Christina Yoon Petersen brude ramme, og ej heller dem hun giver udtryk for, at hun gerne vil påvirke. Det er derimod, som nævnt tidligere, de der nedprioriterer arbejde og karriere. De der ikke er ambitiøse. De der går op i samtaleemner som børn, bolig, mad og mode. Og for at nå ud til disse, var det måske mere hensigtsmæssigt at få artiklen trykt i et blad som Ekstrabladet, Billedbladet, Se & Hør eller Femina. For de karriereorienterede kvindelige læsere af Politikken er måske nok enige i hendes betragtninger og holdninger, jovist, men hvad hjælper det, når disse allerede lever som Christina Yoon Petersen mener kvinder burde, og det dermed ikke er dem, som hun vil påvirke til at leve et mere karriereorienteret og ambitiøst liv. Hvorvidt hun så har gjort sig denne overvejelse vil jeg lade stå uvist.

Kommentar

Hvorledes man opfatter nutidens kvinder som kedelige og uambitiøse er naturligvis et subjektivt spørgsmål. Men generelt set så mener jeg, at Christina Yoon Petersen har en tendens til at generalisere og skære alle kvinder over én kam, hvilket naturligvis ikke er fair. Ifølge hende har vi at gøre med et generelt problem for nutidens kvinder, hvorimod jeg mere er af den overbevisning, at vi i dagens Danmark ser en langt større andel af kvinder end nogensinde før, der vælger at sætte sig nogle ambitiøse karrieremål, og som derefter går benhårdt efter dem.

Og så kan man jo spørge sig selv, om man kan retfærdiggøre hendes budskab. For hun mener jo tilsyneladende, at kvinder skal jagte succes og anerkendelse, men er det nødvendigvis alle kvinder der vil det. Hvis man endte ud med et samfund, hvor der var så meget fokus på succes og anderkendelse, at de kvinder der ikke nødvendigvis ønskede at leve et hårdtarbejdende liv, og bruge det meste af deres tid på at opnå succes via deres karriere, men i stedet ville prioritere tid til familie osv., ville blive set ned på, ville dette så ikke også være problematisk. Og er det forkert at prioritere familie over karriere. Er det forkert at ville leve et stille liv uden bekymringer. Et liv hvor man ikke tager chancer, men derimod vælger de sikre løsninger. Jeg er lidt af den opfattelse, at hun mener, at lykke og tilfredsstillelse nødvendigvis hænger sammen med det at udrette noget. Hun har nemlig selv kæmpet sig til tops, og på den måde opnået den livskvalitet hun finder vigtig. Men er det nødvendigvis sådan, at en succesfuld karriere per automatik gør en lykkelig. Kunne det i stedet tænkes, at lykke og livskvalitet er individuelt, og at ikke alle finder det nødvendigt at leve et ambitiøst karriereliv, men hellere vil prioritere mere tid til familien. Og er dette forkert. Er den succesfulde forretningskvinde der har nået en toppost, og den hjemmegående husmor med fire børn ikke lige når det kommer lykke, så længe de finder tilfredsstillelse i den tilværelse de lever. Det mener jeg bestemt. Og for at citere Bob Dylan så er en mand en succes, når han står op om morgenen, og går i seng om aftenen, og derindimellem gør hvad han har lyst til. Og det samme gør sig vel gældende for kvinder.

Dog vil jeg give hende ret i hendes påstand om, at en del kvinderettighedsforkæmpere i dag, har en tendens til kun at se forhindringer i stedet for muligheder, og til at kæmpe for at få fordele i forhold til mændene, i stedet for at kæmpe for egentlig ligestilling på alle områder. Og efter min mening, så er det at få fordele jo ikke ligestilling, tværtimod. At få ret til at komme i militæret, måske på bekostning af en mand, er ikke ligestilling. At sætte en minimumsgrænse for antallet af kvinder i bestyrelser er ikke ligestilling. Og at holde ligestillingsmøder uden mænd er ikke ligestilling. Men igen så er jeg af den overbevisning, at det kun er et fåtal af kvinder, der ønsker deciderede fordele i forhold til mænd. Akkurat som at tror på, at det kun er et fåtal af mænd, der kan betragtes som mandschauvinister, og som mener kvinder bør befinde sig i køkkenet, samt at kvinder og mænd i alle samfundets aspekter ikke bør være lige. Kan det være jeg tager fejl. Muligvis. Men jeg håber det ikke, for jeg mener generelt set, at mænd og kvinder i dagens Danmark har stort set de samme muligheder. Vi har set en kvindelig statsminister, og hun bliver bestemt ikke den sidste. Vi ser kvindelige direktører og ledere. Og sådan skal det også være. Desværre er det også min oplevelse, at denne ligestilling primært begrænser sig til Danmark og de nordiske lande, mens man i store dele af resten af verden er et godt stykke fra, hvor vi er i Danmark.

Men selvfølgelig er der også områder hvor man primært ser mænd. Vi kan tage håndværkerfagene som et eksempel. Noget som selvfølgelig hænger sammen med fysisk formåen og begrænsninger. Så ja, der er forskel på mænd og kvinder. Naturligvis. Og ligeledes er der også forskel på mænd og kvinders syn på succes. Er forskellen stor. Jeg tror det ikke. Og ej heller mener jeg, at der er et egentligt problem. Alle skal naturligvis have de samme muligheder. Men skal mænd og kvinder nødvendigvis være ens. Næ. Er det ikke meget naturligt, at der generelt set er forskel på de to køns interesser. Er det ikke meget naturligt, at der ligeledes er forskel på kvinders individuelle interesser. Jo. Så lad de der vil jagte succes og udrette noget gøre det. Og lad os samtidig ikke gøre det til en skam at vælge at leve et mere bekymringsfrit liv uden store beslutninger og endeløse arbejdsdage.