Fluer er en novelle skrevet af David Læby om en angst og fordomsfuld person, der har gennemgået en hård periode, og stadig kæmper med en lang række problemer. Ganske kort så følger man i novellen en hovedperson, en jeg-fortæller, som jeg antager er en mand, i noget der ligner et døgns tid. Det vil sige fra sen eftermiddag til sen eftermiddag. Manden opholder sig i novellen ved den spanske sydkyst, hvor han har lånt et hus af nogle bekendte. Han har tilsyneladende brug for at komme væk hjemmefra. Væk fra Danmark. Men hvorfor ved vi ikke. I det døgns tid hvor vi følger hans gøren og laden, får vi så et indblik i hans tanker og meninger, og får således dannet et billede af hvem han er. En fordomsfuld tryghedsnarkoman.
Noget af det første man i novellen bemærker, er hovedpersonens forhold til Afrika. Et land som har finder spændende og eventyrligt. Men selv har han aldrig været der, for hans grænse går ved den spanske sydkyst. Så han har aldrig været uden for Europa, og kommer det efter alt at dømme nok heller aldrig. For inde bag Europas grænser føler han sig tryg. Her er ingen farer. Og tryghed er tilsyneladende en meget vigtig ting for ham, og derfor også et meget vigtigt tema for novellen.
For så at vende tilbage til Afrika, så finder hovedpersonen som tidligere nævnt landet spændende, men har også en helt klar opfattelse af det som værende et farligt land i en sørgelig forfatning. Af dette kan man jo så udlede, at det farlige er spændende på afstand. Det drager ham. Og han vil derfor gerne så tæt på at han kan se det. Hvilket kan være en af grundene til at han er taget til Sydspanien. For her kan han, når mørket sænker sig, netop ane lyset ved Afrikas kyst. Han kan føle at han er tæt på uden, for os at se, egentlig at være det. Men så er han som tidligere nævnt også nået til hans grænse. For tættere på skal han ikke. Han vil nemlig ikke opleve landet på ”egen krop”. Men sådan er det vel med ting på afstand. Så længe man ikke er for tæt på. Så længe man ikke selv er en del af det. Så kan selv Afrikas hungersnød og fattigdom virke spændende. For på afstand kan han mene og tænke hvad han vil, uden at det får nogen betydning eller konsekvens for hans egen tilværelse.
Desuden så tror jeg også han er vant til at betragte ting på afstand. Vant til ikke selv at være en del af dem. Dette ses som sagt blandt andet da han beskriver de oplyste byer ved Afrikas kyst som fjerne og lykkelige, og derefter sammenligner dem med de ungdomsfester som han aldrig fik lov at gå til. Og dette bevidner jo så om en person der, tilsyneladende grundet forældrene, blev holdt tilbage, og dermed ikke fik mulighed for at udfolde sig og udforske ”verden” og ej heller møde nye mennesker. Dette tror jeg så dels har ført til at han var et ensomt barn uden ret megen social kontakt til jævnaldrene. Mens det også har formet ham og gjort ham til den han er i dag, hvor jeg ligeledes er af den opfattelse, at han er et meget indelukket menneske, der lever en tilværelse uden ret mange mennesker omkring ham, hvilket skyldes at han som barn ikke fik udviklet de nødvendige sociale kompetencer. Derfor kan han nu, som med alt andet, bedst lige at betragte folk på afstand. De skal helst ikke for tæt på. For kommer de det, så føler han sig ikke tryg, og tryghed er som sagt vigtigt for ham. Han har som barn været fanget derhjemme i vante og trygge omgivelser, og det har hængt ved lige siden.
Behovet for tryghed ses ligeledes da han om aftenen vælger at gå indenfor inden det bliver for mørkt, for ifølge hans udsagn så ved man jo ikke hvor mange insekter og dyr der kommer frem i natten. Men inden for et det som sagt varmt og trygt og ikke mindst lyst, således at han kan se hvad der befinder sig omkring ham. Det kan han ikke når han er udenfor, og tanken om disse fremmede dyr og insekter omkring ham, gør ham utryg. Ligeledes er insekter også noget som der, ifølge ham, ikke hører til i hans verden. Det er noget fremmed. Noget som ikke skal være der, og som derfor skal fjernes. Og at det fremmede er noget han ikke kan lide, ses adskillige steder i teksten. Grunden til han ikke bryder sig om det fremmede, skyldes jo så nok også, at når ikke han før har stifter bekendtskab med det, så føler han sig ikke tryg ved det. Det symboliseres så også andre steder i teksten ved hjælp af insekter. Blandt andet så opdager han på et tidspunkt nogle insekter ude på badeværelset, hvilket udvikler sig til noget af et problem for ham. For på trods af at han ikke ved hvad de hedder, eller hvad de gør, så mener han i hvert fald ikke at de skal være der. De hører ikke til der. Hører ikke til i hans rene verden. Og skal derfor fjernes.
Noget man ligeledes bemærker gennem novellen er, at hovedpersonen tilsyneladende netop har gennemgået en hård periode. Om det så skyldes sygdom eller noget helt andet ved vi som læser ikke, men man får det indtryk, at han er taget til Sydspanien for at komme sig. Dette ses allertydeligst da man får at vide at de han har lånt huset af, efter hans udsagn, skulle have erklæret at han i hvert fald havde brug for at komme sig. Derudover så nævner han også selv på et tidspunkt, at det skete fra den ene dag til den anden, og at kroppen nu altid var i fare. Min teori er så, at han har kæmpet med noget fysisk sygdom, som har udviklet sig til noget psykisk, muligvis i form af angst eller lignende. Flere steder ses også ting som kunne tyde på, at han er bange for det at blive syg. Han nævner blandt andet at der er godt med klor i vandet, og dette må være godt, da han så er sikker på, at der ikke er nogen risiko for at blive smittet med en fremmed sygdom. Og så spiser han kun varer fra køledisken, hvilket ligeledes er noget jeg forbinder med, at man så er sikker på at varen ikke er i fordærvelse eller noget i den stil, som kan udmønte sig i sygdom. Altså lever han i en rimelig steril verden, uden bakterier eller andet af den slags. I forlængelse med dette sterile miljø, uden sjæl, så fortæller han på et tidspunkt at der er duftstoffer i ventilatoren, som skal give stemning og sjæl. Dette virker ret komisk, da duftstoffer er noget man tilfører, noget udefrakommende som principielt ikke hører til. Og dermed noget man benytter for at prøve at ændre tingene. Og det er vel det modsatte af sjæl. Det er vel falsk.
Temaet materialisme kan også anes i novellen. Dette ses blandt andet da han beskriver det hus han nu befinder sig i som værende et Dollars-hus. Altså et dyrt og eksklusivt hus. Da han så står på badeværelset i dette Dollars-hus, kommer han til at tænke tilbage på sæbeoperaerne i firserne om olierige amerikanere. Og han kommer til at tænke tilbage på sig barndomshjem. Et lille parcelhus, som han tilsyneladende er en anelse flov over. Ligesom han også beskriver en utilfredshed ved det.
Flere steder i teksten opfører han sig også meget dobbeltmoralsk. Dette fremgår for eksempel da han fortæller at han ikke vil et sted hen, hvor det kryber under tapetet og langs panelerne. En hentydning til Afrika. Men det gør det jo lige netop også der hvor han er, i og med at han finder insekter i det hus han befinder sig i.
Han fortæller også om hvor ondt han har af afrikanerne, og hvor ondt han har af de stakkels sorte gadesælgere der går rundt på strandpromenaden. Og hvordan han i forlængelse med dette er sur på kapitalisterne og dem der lukker Europas grænser, da han mener det er deres skyld. Der skal ifølge ham gøres noget ved problemet, flygtningene skal hjælpes. Men det er nemt at sige og mene noget, når man ikke behøver gøre virkelighed af sine handlinger. For når alt kommer til alt, er han i bund og grund mere optaget af sine egne luksusproblemer. Altså er han meget dobbeltmoralsk. Dette giver sig ligeledes til udtryk, når han selv lukker sig inde i et hus bag hegn, mure og privat vagtværn for at holde det fremmede ude. Og efter at have læst novellen sidder man som før nævnt faktisk tilbage med det indtryk, at han inderst inde mere eller mindre afskyr alt hvad der er fremmed og ”beskidt”. Han er vokset op i og blevet vant til en verden der er ren og problemfri og uden egentlig grund til bekymringer i hverdagen. Og han er nu nærmest manisk bange for hvad det fremmede og beskidte kan medbringe. Det skal dog med, at jeg allersidst i novellen syntes man kan ane lidt fremgang hos hovedpersonen. Dette skal forstås på den måde, at han slutter af med at sige, at han måske alligevel ikke gider gøre noget ved fluerne, og dette mener jeg, kan ses som at han nu har fundet ud af at fluerne, de fremmede, måske alligevel ikke er så farlige endda, og at der måske alligevel er plads til dem.
Men det er ikke blot hovedpersonen der forsøger at fremstå som noget han ikke er, for i teksten vises det også, at folk i vesten generelt forsøger at vise udadtil, at de bekymrer sig om fx Afrika, der jo vitterligt er præget af forfærdelige problemer og derfor behøver hjælp. Men når alt kommer til alt, så bekymrer de sig mere om deres egne vestlige luksusproblemer. Dette ses for eksempel da hovedpersonen fortæller om hvordan der blev sunget for Afrika, men at folk gik mere op i udseendet på dem der sang. Altså viser det at folk i vesten går op i langt mere overfladiske ting, og har svært ved at forhold sig til problemer der for dem syntes meget fjerne og måske uforståelige. De har nok i at tænke på sig selv og egne behov. Og det skaber i vesten en verden med usociale og til tider snobbede mennesker, der virker ligeglade med andre end dem selv. Noget som i teksten ses da han fortæller at sommerhuset ligger i et rigmandskvarter fuld af nordeuropæere og med eget vagtværn. I forlængelse med dette fortæller han så, at de ikke hilser på hinanden, når de kører forbi. Ligeledes hører man også at de der har lånt deres hus til hovedpersonen, usikkert har fortalt ham, at det da er venlige mennesker der bor omkring det. Noget der bevidner om, at det lige netop ikke er venlige mennesker. Tværtimod. Og noget kunne tyde på at de som mange andre, er en flok selviscenesættende, overfladiske egoister. Længe leve individet.
Og det bringer mig videre til perspektivering til den nye realisme. Individets guldalder. Og generelt set er novellen Fluer meget typisk den nye realisme. En af de ting der er karakteristiske for den nye realisme er, at virkeligheden bliver opfattet gennem subjektive øjne. Det vil sige at virkeligheden afhænger af øjnene der ser den. Altså kan der være forskel på hvad der sker, og hvordan virkeligheden erfares. Og dermed kan en fortæller i et værk fra den nye realisme godt være upålidelig, men man kan som læser ofte godt gennemskue sandheden. Og dette gør sig også gældende i denne novelle, hvor jeg tror hovedpersonen ser sig selv som en åben person der tænker på andre. Han fortæller jo blandt andet hvor ondt han har af afrikanerne og gadesælgerne. Men som læser kan vi godt gennemskue, at dette egentlig ikke er noget han mener. Tværtimod. Men det er nok snarer noget som han prøver at fortælle sig selv. Prøver at overbevise sig selv om, at han som menneske er, som han mener man bør være.
Personerne i den nye realisme er også ofte præget af mediernes fortællinger, og dette gør sig også gældende i denne novelle. For hovedpersonen har nemlig et billede af Afrika, som udelukkende er dannet gennem medierne. Han syntes landet er spændende, men har aldrig selv været der, hvilket i høj grad skyldes en række fordomme, som er dannet gennem diverse medier.
Så har jeg også nævnt hovedpersonen som værende dobbeltmoralsk, og nævnt hvordan hans handlinger ikke nødvendigvis reflekterer det billede han prøver at fortælle og danne af sig selv som menneske. Et andet værk hvor vi ligeledes har en hovedperson, der optræder dobbeltmoralsk, er i novellen Followers af Christian Yde. I denne følger man en hovedperson, som er sur over alle de mennesker, der konstant skal være til stede i to virkeligheder. Men selv lever hovedpersonen størstedelen af sit liv på sin mobil og på de sociale medier. Altså meget dobbeltmoralsk. Akkurat som når hovedpersonen i Fluer er sur, på de der lukker Europas grænser for Afrikanerne, for derefter selv at lukke sig inde i et hus bag hegn og mure. En anden parallel der kan drages mellem de to noveller er, at hovedpersonen i Followers via sin mobil flygter fra virkeligheden. På samme måde kan man sige, at hovedpersonen i Fluer vel egentlig også er flygtet fra virkeligheden og problemerne derhjemme i Danmark.
Så er der generelt i den nye realisme også fokus på sociale og kulturelle forskelle, og dette gør sig også gældende i denne novelle. For eksempel har vi på den ene side kvarteret hvori det hus som hovedpersonen befinder sig i ligger, et velhaverkvarter for nordeuropæere. Og på den anden side har vi så hotellerne ved stranden, hvor de mere almindelige turister befinder sig, og hvor de fattige gadesælgere og så videre ligeledes har deres gang. I forbindelse med fluerne på badeværelset blev det også beskrevet hvordan de ikke hørte til på det fine rene badeværelse, mens de var mere naturlige nede blandt beskidte gadesælgere og butikker.
Man kan så også sige at hele den spanske sydkyst kan ses som stedet for de rige, mens Afrikas kyst, som om aftenen lige akkurat kan skimtes ovre på den anden side af vandet, kan ses som værende et sted hvor de fattige befinder sig.
En anden novelle hvor de sociale forskelle også optræder, om end i endnu større stil end i Fluer, er i novellen Slangens Vej af Jakob Ejersbo. I denne novelle møder man både de fattige minearbejdere, der knap nok kan forsørge dem selv, samtidig med at de rige mineejere lever et liv i, efter afrikanske standarder, overdådig luksus. Dette minder lidt om forskellen på de fattige gadesælgere og de rige nordeuropæere.
I forhold til kulturelle forskelle, så er det som sagt også tydeligt at hovedpersonen er bange for Afrika, hvilket i høj grad må skyldes, at det er en hel anden kultur, som han ikke er vant til, og som han derfor ikke føler sig tryg ved. Et andet værk hvor kulturelle forskelle ligeledes fremgår som en problematik, er i novellesamlingen En mand kom til byen af Ida Jessen. I denne ankommer den bosniske flygtning Enis til et mindre dansk landsbysamfund. Og akkurat som i Fluer, så følger beboerne sig i den lille landsby ikke trygge ved den fremmede, af den simple årsag, at han er fremmed. Han passer ikke ind. Hører ikke til. Altså er tryghed for disse beboere vigtigt, akkurat som det er det for hovedpersonen i Fluer.
Et sted hvor hovedpersonen i Fluer heller ikke føler sig tryg, fordi han ikke befinder sig i vante omgivelser, er blandt fulde og festglade mennesker. Dette sker da han som barn jo ikke fik lov til at deltage i fester med hans jævnaldrene, og han er derfor aldrig blevet vant til en kultur med druk.
Så beskrives den nye realisme også som individets guldalder, da dens værker beskæftiger sig med en stor grad af individualisme, og da livet i høj grad er et individuelt projekt, som i visse tilfælde desværre kan føre til ensomhed, depressioner og selvmordsforsøg. Og netop hovedpersonen i Fluer ser jeg som værende ensom. Man hører gennem novellen ikke ret meget om hans personlige forhold til venner, familie og så videre, men får derimod indikationer på hvordan han allerede fra barns ben var socialt afskåret. Noget som jeg ikke tror har ændret sig synderligt meget nu hvor han er blevet voksent. Og i forhold til depressioner og selvmordsforsøg, så finder jeg det ikke utænkeligt, at det at han tilsyneladende havde behov for at komme væk fra tingenes tilstand derhjemme, kan skyldes et selvmordsforsøg, eller at han har haft, og måske stadig befinder sig i, en depression.
Dermed er livet for ham også i høj grad et individuelt projekt. Om end det så muligvis ikke er selvforskyldt. Men han opfører sig dog i enkelte situationer meget selvisk. Dette gør sig for eksempel gældende da manden i nabohuset ringer på og fortæller om de afrikanske bådflygtninge. Dette er ikke noget som hovedpersonen virker synderligt interesseret eller optaget af, han er ligeglad, og har i stedet travlt med at få at vide hvordan han kan komme af med hans eget banale problem med fluer på badeværelset. Travlt med hans eget liv. Travlt med egne behov.