Jeg husker med glæde tilbage på da jeg var elleve. Alting var lettere dengang, livet var bogstavelig talt en leg og der var ingen bekymringer. I frikvartererne spillede vi rundbold, legede krig med pinde, fangeleg og klatrede i træer. Efter skole fiskede vi efter krabber og spillede fodbold. Og derhjemme var mit værelse endnu ikke tømt for det LEGO, der havde fyldt det de sidste mange år. Jovist, jeg havde da et lille TV, men min første mobil, en Samsung X480 hvor kamera og internet var en by i Rusland, havde jeg endnu til gode. Og sammenlignet med de elleveårige i dag, var jeg vel noget gammeldags. Det er blot syv år siden, ikke ret lang tid skulle man umiddelbart mene, men som samfundet udvikler sig i dag, er syv år vel nærmest en evighed.
Jeg skal ikke kigge længere væk, end til min elleveårige kusine, før jeg bliver en smule skræmt. For hende og hendes generation er med på moden, render rundt med deres nye Iphone og er aktive på de ”sociale” medier. De er en hel generation af likehunters og selviscenesættende unge. De er end ikke teenagers endnu, men de er bestemt heller ikke børn. Ifølge dem selv. De opfører sig som voksne uden at burde gøre det, og uden at kunne være selvstændige og tage ansvar. De er tweens. Og de er kommet for at blive. Deres hverdag er på mange måder mere stresset og fyldt med mange flere bekymringer end min var dengang. De Bekymrer sig om likes, og er bevidste om hvordan de skal agere på de sociale medier, hvilket selvfølgelig godt nok i et hvis omfang, men som tendensen er nu, tror jeg de mister deres barndom på det. De klæder sig som voksne, opfører sig som voksne, og forventer at blive behandlet som voksne. Men er de voksne. Kan de tage ansvar. Kan de klare sig selv. Og bør de så blive behandlet som voksne, eller som de børn de nu engang er.
Eneste lyspunkt er, at forældrene godt kan se problemet. De kan godt se, at børnene skal fastholdes i deres barndom, og at de skal ikke være voksne for tidligt. Men gør de noget ved. Vil de gøre noget ved det. Og kan de gøre noget ved det.
Selv i folkeskolen er det et kæmpe problem. De sociale medier fylder for meget i undervisningen, og fjerner børnenes koncentration fra det, det hele handler om, at blive undervist og at blive dygtigere. På længere sigt er det et problem. De unge bliver ikke dygtige nok. Og de drukner i konkurrence med andre lande. Det sker samtidig med at den frie leg dør, da børn hellere vil bruge tid foran en skærm. Og i værste fald kan det på længere sigt betyde at kreativiteten forsvinder.
Der er blevet skabt en kultur, hvor du ikke kan undvære Facebook. Alt foregår via Facebook. Hos de yngre børn skal du have Facebook fordi det er in. Og jo ældre du bliver, jo værre bliver det. Alle arrangementer bliver arrangeret via Facebook, og har du ikke Facebook, så bliver du ikke inviteret, og så er du ikke en del af fællesskabet. Du har ikke ordentligt kontakt til dit netværk, og dit sociale liv dør ud. Det på trods af, at man vel kunne mene, at et socialt liv online ikke var meget værd i det virkelige liv.
Men kan børn i dag overhovedet leve uden de elektroniske midler vi har til rådighed. Det simple svar må være nej. For de er mere eller mindre født med dem. Ting som fx Ipad’en, er blevet et af forældrenes vigtigste redskaber i børneopdragelsen. Et redskab som i høj grad bruges som et underholdningsredskab, og som giver forældrene lidt pusterum og fritid fra deres børn i en tætpakket hverdag. Og det er måske der problemet starter. Hos forældrene. Forældre hvis hverdag jeg vil mene er langt mere travl og stresset, end for blot få generationer siden. De har simpelthen ikke den tid til deres børn, som forældre tidligere havde. Og det gør, at børnene fra en alt for tidlig alder, lærer at underholde sig selv.
Så man kan vel i et hvis omfang sige, at børnene hverken kan eller skal klandres for at være som de er. Det er udviklingen i samfundet, forældrenes manglende tilstedeværelse, et pres fra omverdenen samt en generel trend hvor det handler om at følge med og blive set der er årsagen. De bliver som sagt stressede, forvirrede, og presset til at skulle være noget de endnu ikke er, eller er klar til at være. Og det gør, at de ender med at befinde sig et sted i livet, hvor de ikke passer ind. Og ordet tweens er vel meget sigende for dette. Jeg antager at ordet stammer fra det engelske between. Oversat til imellem. Hvilket passer utrolig godt med, at disse unge ikke passer ind, hverken i børne- eller voksenverdenen.
Men kan udviklingen hindres eller vendes. Nej. Absolut ikke. Og det skal den vel egentlig heller ikke. For om vi vil det eller ej. Så er vi nødt til at følge med. Og lærer nutidens børn ikke at benytte de elektroniske redskaber, at begå sig online, på de sociale medier og så videre, så vil de komme til at mangle nogle af de egenskaber som ikke blot er vigtige, men helt fatale for at kunne begå sig i fremtidens samfund. Så det handler vel om en gylden mellemvej. Hvor børn får lov at være børn, samtidig med at de lærer at begå sig i et moderne samfund.
Refleksion
Ovenstående tekst er en sagprosa tekst, hvor jeg som skribent forholder mig subjektivt til et emne. Jeg forsøger med mit blogindlæg at skabe debat omkring et tema omhandlende nutidens tweens og problemer med/ved netop disse. Her forsøger jeg at stille spørgsmålstegn ved udviklingen der har ført til disse tweens, sætte fokus på forskellige problematikker, samt at udtrykke min holdning og få mit budskab frem.
Måden hvorpå jeg så forsøger at få min mening om emnet frem, er blandt andet ved at sammenligne med min egen barndom, for at vise de store forskelle og den kæmpe udvikling der har fundet sted på blot få år. Grunden til at jeg vælger at bruge min egen barndom, og erfaringer fra mit eget liv som eksempel og kontrast til nutidens børn er, at jeg mener det er en god og effektiv form for argumentation. Her har jeg blandt andet fokus på ethosappel og på min troværdighed som afsender. I en vis grad forsøger jeg også at benytte mig af logosappel og dermed tale til modtagerens fornuft og følelser.
For at underbygge mine synspunkter, og til en hvis også for at påvirke læseren, benytter jeg mig af ord med negativ konnotation. Det er ord som likehunters og selviscenesættelse, som man automatisk tillægger negativ betydning.
Jeg benytter følelsesudtrykkende og handlingsregulerende sproghandlinger, hvormed jeg forsøger at udtrykke mine egne holdninger, samtidig med at jeg forsøger at påvirke andres.
Jeg forsøger naturligvis også at argumentere for, hvorfor jeg ser tingene som jeg gør, og mener at situationen er som den er.
Gennem teksten stiller jeg også en række spørgsmål. Og på trods af, at jeg selv besvarer en del af disse, så er jeg sikker på at læseren per automatik noterer sig spørgsmålene, og overvejer hvad han/hun mener at svaret er, samtidig med at personen vurderer hvorvidt han/hun er enig eller uenig med mit syn på problemet.
For at gøre teksten mere levende benytter jeg mig af billedsprog som fx ”livet var en leg”. Jeg bruger hverdagsmetaforer såsom ”en by i Rusland”, en metafor som vi alle kender og forstår betydningen af. Og så generaliserer jeg naturligvis, da jeg mener at problemet er generelt for denne generation af ”tweens”. Og det er på baggrund af disse ting, at jeg forsøger at få mit budskab og mine holdninger frem i teksten.