Hvor meget personligt stof kan man tillade sig at skrive om andre. Hvor meget kan man tillade sig at udstille andre i offentligheden, hvilket jo reelt er det som mange forfattere, filminstruktører og andre kunstnere gør, når de skriver selvbiografisk, laver selvbiografiske film, laver billeder der fremstiller virkelige personer på en ikke altid lige hensigtsmæssig måde og så videre. Det er i høj grad et etisk spørgsmål, men kan principielt også udvikle sig til et strafferetsligt spørgsmål. I teksten fremgår det, at der især er to paragraffer, som forfattere, instruktører og lignende kan tænkes at komme i karambolage med. Der er tale om paragraf 267 om injurier, og paragraf 264 om beskyttelse af privatlivets fred. Dog nævnes det også at disse to paragraffer stort set aldrig bliver relevante i forhold til selvbiografiske værker, da det skal være dybt krænkende før der kan være tale om at det er strafbart. Og som det også nævnes, hvem har så ret til at fortælle en historie. Ret til at gengive sandheden. Og vi har jo ytringsfrihed. Så problemet er vel snarere etisk. Kan man tillade sig at udstille andre, uanset hvordan de har ageret. Her kunne man jo så tale for, at der blot er tale om fakta, altså beskrivelser af personers handlinger, og at disse personer derfor til dels selv er skyld i, at de blive fremstillet som de nu bliver. Men problemet er, at når man blander fakta og fiktion, hvilket ofte er tilfældet, så er der en risiko for, at læsere og seere ikke altid kan gennemskue hvad der er virkeligt og hvad der er opdigtet, og skille de to ting fra hinanden. Altså bliver der fortalt ting om folk, som ikke nødvendigvis er sande, men derimod opdigtede, da dette er forfatterens eller instruktørens hensigt, da denne ønsker at fortælle en god historie. Og når læsere og seere så måske tror at der er tale om fakta, ja så bliver der vel i princippet fortalt løgne om de medvirkende personer, mens personerne ikke selv har mulighed for at påvirke hvad der bliver fortalt. Og dette kan rent etisk virke forkert.