Alle kan ro

”Jeg kan ikke ro” siger hovedpersonen. ”Alle kan ro” svarer Kisse hende. Sådan starter novellen alle kan ro. Novellen er skrevet af Pia Juul, og blev trykt i Politikens Magasin tilbage i 2008. Den arbejder med temaerne identitet, selvtillid, løsrivelse og det at stå på egne ben. Hovedpersonen, der netop har afsluttet gymnasiet, og nu er på vej på universitet, har svært ved at finde ud af hvem hun er, og hvad hun vil. Hendes mor har i årevis taget alle beslutninger for hende, hvilket betyder, at hun har manglende selvtillid samt stor mangel på selvstændighed.

Novellen starter på hovedpersonens nittenårsfødselsdag, hvor familien er på en robådstur planlagt af hovedpersonens mor. Selvfølgelig. Om hovedpersonen er en dreng eller pige vides ikke, men jeg antager at det er en pige, da jeg syntes det er det indtryk man får igennem novellen.

Allerede i indledningen får vi at vide, at hovedpersonen ikke er som de fleste andre nyslåede studenter. Hun fejrer, på noget ”utraditionel” vis, sin fødselsdag sammen med sin familie, i stedet for med vennerne. At det ikke er planlagt og ej heller ønsket af hende selv, men derimod af hendes dominerende mor står også allerede klart. Ligesom det står klart, at hovedpersonen drømmer sig væk, og faktisk ikke selv ønsker at fejre sin fødselsdag, samt leve sit liv som hun gør på nuværende tidspunkt.

At moderen er dominerende, bedrevidende, vant til at tale på vegne af, samt tage alle beslutninger for hovedpersonen, ses igennem hele novellen. Det starter med, at man finder ud af, at det er hende der har arrangeret hele fødselsdagsfesten, og at hovedpersonen som sådan egentlig ikke haft noget at bestemme, eller har villet bestemme noget. Senere fortæller hovedpersonen, da hun beslutter sig for at hun uddanne sig til noget andet end det hendes mor har foreslået, at hun for en gang skyld ikke fæstede ubetinget lid til hendes moders side. Hvilket betyder, at hun for en gang skyld ikke bare lader hendes mor bestemme, og ikke bare tænker, at det moderen mener nok er det rigtige. Deraf kan det jo så ses, at det ikke bare som regel, men altid, gennem hele hovedpersonen liv lige indtil nu, har været hendes mor der har taget beslutningerne for hende, bestemt hvad der var bedst for hende, hvad hun skulle med sit liv, og hovedpersonen har stort set ikke på noget tidspunkt modsagt sin mor. Og som en ekstra tyk streg under det, så nævner hun også, at hun endnu intet selvstændigt har foretaget sig i sit liv. Endnu et lysende eksempel er, da de er henne for at se hovepersonens værelse i Århus, hvor hun skal studere. Her møder de en masse af de personer der skal bo omkring hende. Men ikke en eneste af dem taler hun med. Hun står blot i baggrunden, mens hendes mor fører ordet, og snakker med de forskellige personer de møder. Man får så at vide, at hovedpersonen glæder sig til at se dem igen, til at de måske får øje på hende. Hvilket fortæller at hun gerne vil ses, lægges mærke til. Og inderst inde ville hun også gerne have snakket med dem, hun var blot alt for genert til det. Og hendes generthed gør, at hun faktisk ikke er sikker på, at de nogensinde vil lægge mærke til hende, hvor meget hun end ønsker det. Skylden for genertheden og den manglende selvstændighed, mener jeg man skal lægge hos moderen. Det at hun altid har taget alle beslutninger for datteren, er det der gør at hovedpersonen er som hun er. Det er hende der har opdraget datteren, og derfor også hende der bærer skylden. Dårlig opdragelse fra en overbeskyttende og dominerende mor, der vel egentlig blot har villet sin datter det bedste.

Gennem novellen ses det også, at hovedpersonen godt ved at hun ikke er helt som andre nyklækkede studenter. Hun føler sig udenfor. Og ville egentlig helst, at det ikke var sådan. Det ses bl.a. da en robåd med fire unge glider forbi dem ude på søen, og hun dukker sig, for at de ikke skal se hende. Men kort efter prøver hun at overbevise sig selv om, at hun jo havde været med til studenter festerne og sådan, og derfor ikke var uden for alting. Men at hun ikke er uden for alting bevidner blot, at hun er uden for noget. Og at dømme efter teksten, så er hun faktisk uden for en hel del. Og det at hun formodentligt ikke ret tit er sammen med andre unge gør, at hun ikke lærer at begå sig med andre jævnaldrene, og dermed ikke får den sociale erfaring, der er nødvendig for, at man kan fungere sammen med andre mennesker. Hun fortæller også selv, at hun føler sig malplaceret, og at hun nogle gange ville ønske, at hun var født i samme tid som hendes onkler og tanter. Og hun føler sig, som hun selv siger, hjemme sammen med sine gamle tanter og onkler, hvilket hun alligevel inderst inde er flov over. Men hun har jo aldrig rigtig været andre steder end hos sin familie. Det betyder så, at når hun endelig kommer ud og ser andre mennesker, til for eksempel en fest, så ved hun ikke hvordan hun skal agere, hvad hun skal foretage sig, og hun føler sig ikke hjemme, føler sig ikke tryg. Så det er nødvendigt for hende at komme ud og stå på egne ben. Være nødsaget til selv at tage kontakt til andre mennesker. Det vil modne hende. Gøre hende mere social. Og helt generelt tror jeg, at det vil gøre hende til et gladere menneske. Gøre hende til en der ikke bare står bag andre uden at give sin mening til kende. Hun vil lære at sige her er jeg, mig skal i også se, for jeg har faktisk noget at byde på. Men nu hvor hun flytter hjemmefra, så kommer hun lige netop til at stå på egne ben, hun bliver modnet, kommer til at træffe beslutninger selv, og får derved noget selvstændighed, som hun i den grad mangler.

Og generelt så markerer novellen et vendepunkt i hendes liv. Et vendepunkt som hun går i møde fuld af angst, men som hun inderst inde glæder sig til, ser frem til med spænding, og har ventet på alt for længe. Og at vendepunktet er på vej vises allerede i starten, hvor en lys plet på en ellers mørk himmel, viser at det er ved at klare op. Klare op på en regnfuld dag. Klare op i livet. Uanset hvad så gør det hovedpersonen glad og varm indeni. Og helt generelt så ses det mange steder i teksten, at hun så småt er ved at ændre sig. Ved at blive lidt mere selvstændig. Og et godt eksempel på det, er igen det med at hun ikke vil være farmaceut som moderen foreslår. Hun vil derimod studere dramaturgi. Hvorfor hun vil studere det, og hvad hun vil bruge det til, det ved hun faktisk ikke. Men hun modsiger sin mor, træffer selv en beslutning selv, og det er vel det vigtige. Desuden så vil hun ikke studere det i København, hun vil studere i Århus, hvilket betyder at hun kommer væk fra sin mor og de trygge rammer derhjemme. At moderen godt ved at hendes datter ikke har meget rygrad og selvstændighed ses tydeligt, eftersom at hun praler med sin datters nyvundne selvstændighed. Men det er efter min mening meget dobbeltmoralsk, for skylden ligger jo, som sagt før, efter min mening helt og aldeles hos moderenen selv.

Kort efter man har hørt om datterens nyvundne selvstændighed, holder regnen pludselig op, og solen kommer frem. Man hører hvordan hovedpersonen ligger sig ned, og lader solen ramme hendes næse og varme hende. Det ser jeg også som et tegn på, at hun går imod nye og bedre tider.

Om aftenen da hun kommer hjem begynder hun dog alligevel at få kolde fødder, hun ved ikke hvad hun skal give sig til i Århus, hvorfor hun i det hele taget vil derhen, og hun tænker på de minder hun har fra huset hun sidder i. Alt dette tror jeg dog blot er nervøsitet over det hun nu skal i gang med, hvilket jo er helt normalt. Nervøsiteten udvikler sig så til tårer. Tårer over at hun ikke lærte at ro. Og netop det at hun ikke lærte at ro, men derimod følte sig udstillet og ydmyget, kunne ses som et dårligt tegn. Men jeg tror mere, at man bare skal se det som tårer over, at hun nu skal væk fra alt det som har givet hende en følelse af tryghed gennem hele hendes liv. Og det at hun ikke lærte at ro, er derfor blot det som får hende til at tænke på, at hun nu faktisk skal væk. Men når tårerne så er væk, så er jeg sikker på, at hun er helt igennem lykkelig over, at hun nu er på vej ”ud i verden” på egen hånd. Den følelse af at hun er på vej på egen hånd, bliver dog taget fra hende, da den dominerende moder beslutter sig for at tage med hende hen til toget, som hovedpersonen ellers havde planlagt at gøre på egen hånd. Men det er selvfølgelig hvad enhver mor havde gjort, for at sende sit kære barn godt af sted ud i den store verden.

Det sidste stykke af teksten virker meget absurd. Og man tænker, at det kan da ikke passe. For indtil da har hun jo blot virket som en nogenlunde normal pige, der bare i en helt uhørt grad havde brug for at komme hjemmefra. Men det virker sygt og forkert at hun jubler indeni, da hun finder ud af at damen i toget er død. Men faktisk så tror jeg ikke det er hverken sygt eller forkert. For den døde dame, vil være det første der indtil nu er sket i hendes liv. Det første som hun selv skal gøre noget ved. For første gang er hendes mor der ikke til at ordne det. Og hun har blot haft så stort et behov for, at prøve selv at tage ansvar, gøre noget på egen hånd, og træffe en beslutning. Og nu sker der så endelig noget, hvor det er hende der må skride til handling, for hun kan jo ikke bare lade den gamle dame ligge.

At novellen bliver fortalt af en jeg fortæller, ses allerede fra starten med ordene ”jeg kan ikke ro”.  Ligesom det også hurtigt ses, at novellen omhandler jeg fortællerens liv, og at den bliver fortalt fra en indre synsvinkel. Dette gør, at man hele vejen igennem får hovedpersonens følelser og synspunkter at se. Motivet i novellen er en pige med selvstændighedsproblemer. Den starter in medias res midt på hovedpersonenes fødselsdag, og slutter dagen efter da hun rejser af sted, og strækker sig derved kun over lidt over et døgn. Der bliver gjort brug af billedsprog og metaforer, og sproget er levende mens fortællemåden er beskrivende og scenisk, hvilket gør at tingene bliver grundigt beskrevet i et stille tempo, hvor man ind imellem får flashbacks. Der er i teksten også gjort meget brug af faktakoder, hvilket får teksten, som man må gå ud fra er fiktion, til at virke realistisk, og man får den opfattelse, at dette sagtens kunne være foregået i virkelighedens verden. Plottinget i novellen er, at man ønsker at vide hvorfor hovedpersonen er som hun er, og hvad der nu skal ske med hende. En del af de mange spørgsmål man stiller sig selv, får man svar på gennem novellen der er kronologisk opbygget. Men den slutter med en meget åben slutning, hvor alt stort set kan ske bagefter, og hvor man ikke kan lade være med at filosofere over, hvad der nu vil ske med hovedpersonen.

Novellens budskab mener jeg er rettet mod både unge teenagere og andre, som ikke skal lade andre skal bestemme over deres liv. De skal lære at sige fra, ikke lade noget holde dem tilbage fra at gøre det de gerne vil. Lidt a la carpe diem. Grib dagen. Lev livet. Og gør det du har lyst til. Med henhold til forældre, så vil novellen selvfølgelig fortælle dem, at de ikke skal være for dominerende, de skal presse deres børn til selv at tage beslutninger. Blive selvstændige. I stand til at klare sig selv. Og selvom det nogle gange er lettest bare at tage beslutningerne for børnene, så skal man lade dem bestemme selv. I et omfang der ligger indenfor rimelighedens grænser selvfølgelig. For selvstændighed er vigtigt, og det er ikke noget som kommer af sig selv, det skal læres gennem erfaringer fra det virkelige liv.